Anders Dræby, 2026, copyright

Det terapeutiske rum har en indbygget asymmetri, som kræver tillid og overgivelse fra klientens side. Mennesker med stærke narcissistiske træk oplever den asymmetri som farlig og ydmygende. De må ødelægge rammen for overhovedet at være i rummet.

Asymmetrien bliver opfattet som en magtrelation, hvor det at lægge sin sårbarhed frem fremstår som en overgivelse til et destruktivt eller devaluerende blik. For en person, hvis hele forsvarssystem er opbygget om kontrol og grandiositet for at beskytte et skrøbeligt indre, opleves det ikke blot ubehageligt, men direkte som en eksistentiel trussel — en overhængende risiko for udslettelse eller dyb skam.

Når rammen og relationen truer forsvaret, bliver destruktionen af rammen den eneste måde at opretholde kontrollen på. Det kan udspille se på mange måder:

1. Devaluering af terapeuten: At udstille terapeuten som inkompetent eller underlegen for at forskyde asymmetrien og genvinde magten.

2. Gennembrydning af grænser: At prøve at nedbryde de tidsmæssige, økonomiske eller kontraktlige rammer for at gøre rummet uforudsigeligt og umuliggøre terapeutens funktion.

3. Sproglig og konceptuel kapring: At forvandle den terapeutiske undersøgelse til en intellektuel magtkamp, hvor formålet ikke er indsigt, men dominans.

I stedet for at træde ind i et rum af tillid, transformeres rummet til en slagmark. Udfordringen i det kliniske arbejde bliver ofte, om rammen kan bære angrebene uden enten at kollapse eller svare igen med mod-aggressiv kontrol, hvilket blot vil bekræfte klientens frygt for, at asymmetrien rent faktisk er farlig.