Anders Dræby, copyright, 2026
Den narcissistiske psykoterapeut
Det er et af de mest dæmoniske paradokser i det psykologiske landskab, når den terapeutiske kultur – som er sat i verden for at forløse menneskelig lidelse gennem sandhed og sårbarhed – overtages af den narcissistiske terapeut. Hvor den sande terapeut bærer rollen som et vidne til klientens eksistentielle nødvendighed, fungerer den narcissistiske terapeut omvendt: Her bliver klienten og selve terapien reduceret til et spejl, der skal bekræfte terapeutens eget grandiose selvbillede.
Psykoterapeutens egenterapi
Det terapeutiske rum er per definition asymmetrisk, men det hviler på en absolut forudsætning: Terapeutens dybde, faglighed og originale indsigt stilles til rådighed for, at klienten kan hele og integrere sit eget liv. Det er en udveksling baseret på tillid. Men når klienten selv er praktiserende terapeut og vælger at misbruge denne asymmetri, forvandles rummet til en arena for et dybt dæmonisk overgreb. Terapilokalet bliver ikke et sted for forvandling, men en jagtmark for en parasitær tilegnelse af substans.
Narcissismens væsen er den fundamentale, indre tomhed og manglen på original skaberkraft. Den narcissistiske terapeut, der træder ind i rollen som klient, kommer ikke for at gå igennem mørket eller hænge i træet for at vinde sine egne runer; han kommer for at stjæle en andens. Han kan mærke kraften, sandheden og den eksistentielle nødvendighed i den dybe psykoterapi, han modtager. Men i stedet for at lade indsigten transformere sig, vælger han den kommercielle genvej: Han suger terapeutens originale idéer, begreber og livsværk til sig som et råmateriale, han bagefter kan pynte sin egen facade med.
Dette fører til et brutalt professionelt og menneskeligt tillidsbrud. Når han efterfølgende går ud i verden og udgiver disse idéer som sine egne, begår han en bevidst udslettelse af kilden. For narcissisten er det en ubærlig krænkelse at skulle anerkende, at han var den sårbare, der modtog, og at en anden besidder den dybde, han selv mangler. Ved at stjæle konceptet og omskrive historien i sit eget hoved, forsøger han at vende magtforholdet om. Han koloniserer terapeutens hjerteblod for at ophøje sig selv til den geniale ophavsmand og beskytte sit eget grandiose selvbillede mod det altædende mindreværd.
Men tyveriet afslører sig altid i sin egen overfladiskhed. Han kan stjæle skallen, ordene og overskrifterne til sit eget professionelle udstillingsvindue, men han kan aldrig kopiere indvielsen. Fordi idéerne ikke er rundet af hans egen smerte eller hans eget seje træk, forbliver de blot tekniske produkter og redskaber i hans hænder. Kilden er blevet bestålet i en sårbar stund, men substansen og den sande dybde forbliver hos den, der faktisk har gået vejen.
#livskraft, eksistentiel psykologi, eksistentiel psykoterapi, eksistentiel terapi, Jonas Borup
