Anders Dræby om bitterhedens væsen: Et kort terapeutisk essay

Bitterhed opstår, når et sår ikke heles. Vreden får ikke sit udtryk, sorgen finder ikke sin gråd, og smerten bliver siddende som en fastlåst knude. Over tid bliver knuden til en stemme, der hvisker: verden skylder mig.

Den bitre vender blikket mod andres fejl. Han holder fast i gamle krænkelser, som om de kan retfærdiggøre hans egen stivhed. Han mærker ikke, hvordan bitterheden selv gør ham ufri.

Bitterhed er en kold ild. Den brænder ikke klart, den fortærer langsomt. Den suger næring fra relationer og fællesskaber, indtil der kun står resterne af mistillid og bebrejdelse.

Mødet med bitterheden kan være ødelæggende, også afslørende. Den viser, hvor vi selv er sårbare, hvor vi fristes til at lukke hjertet og gøre sorgen til anklage. Den stiller spørgsmålet: vil du leve fanget i det, der blev gjort, eller vil du træde ind i det, der kan blive?

At gå igennem bitterhed kræver mod til at sørge, mod til at tilgive, og mod til at slippe kravet om retfærdighed. Først dér forvandler knuden sig til kraft.