Dette skrift omhandler socialpsykologiske refleksioner over gruppeeksklusion  og er ikke en akademisk analyse eller en tekst om psykoterapi.

Når en social gruppe føler sig truet af sandhed, træder der et særligt forsvar i kraft. Det sker sjældent gennem åben diskussion, men i det stille: tavshed, undgåelse, subtile forskydninger. Den, so sætter ord på det usagte, bliver hurtigt gjort til problemet.

Det er syndebukmekanismen: uroen samles i én person, så de andre kan bevare en følelse af fællesskab og normalitet. Samtidig fungerer det som et socialt forsvar: gruppen undgår at se de sider af sig selv, som er ubehagelige, ved at lægge dem over i én enkelt.

På overfladen giver det ro, men det er en skrøbelig ro. Den er bygget på illusion og konformitet. Den, der holdt spejlet frem, står tilbage i isolation, mens gruppen forsvarer sit billede af harmoni.

–

Læs flere småskrifter her:

Småskrifter om relationer og gruppepsykologi