Intro: Denne tekst omfatter en psykologisk refleksion over en bestemt type narcissisme, der kan optræde i sociale sammenhænge. Den kan virke interessant og vedkommende for de mennesker, der kender den type dynamik fra deres eget liv.
–
Den sårbare narcissist
Anders Dræby, copyright, 2025
Narcissisme handler ikke altid om store armbevægelser og åbenlys selviscenesættelse. Der findes en mere skjult form, som ofte er sværere at sige fra overfor: den sårbare narcissist.
Her viser behovet for kontrol sig bag en venlig facade. Personen virker hjælpsom, omsorgsfuld og interesseret i fællesskabet – men hjælpsomheden bærer en skjult dagsorden. Det kan være at fylde fællesrum med egne ting, arrangere sammenkomster eller tage sig af små praktiske opgaver, ikke kun for at bidrage, men for at fastholde en central rolle.
Det, der på overfladen ligner omsorg, kan i praksis føles grænseoverskridende og kontrollerende. Man mærker, at relationen ikke er fri: at hjælpen binder i stedet for at frigøre.
Denne form for narcissisme udspringer af en skrøbelig selvfølelse. Derfor er det ikke styrken, men svagheden, der driver adfærden. Og netop derfor kan den være så svær at håndtere: man risikerer at fremstå hård, hvis man sætter grænser.
At se mønsteret tydeligt er første skridt til at slippe ud af det.
–
Læs flere småskrifter her:
Småskrifter om relationer og gruppepsykologi

Anders Dræby, 2025