Anders Dræby, 2026, copyright

Mobning i skolen er ikke blot en ubehagelig erfaring eller et forbigående socialt problem. For mange er det et reelt traume, fordi det indebærer gentagen social vold i en periode, hvor barnet ikke kan trække sig, forsvare sig eller finde alternative fællesskaber. Kroppen og psyken må tilpasse sig for at overleve.

Det afgørende ved mobning er ikke de enkelte hændelser, men dynamikken: gentagelsen, udpegningen og fraværet af beskyttelse fra voksne. Barnet lærer, at dets grænser ikke betyder noget, og at dets tilstedeværelse kan udløse angreb. Over tid bliver dette ikke blot en erfaring, men en indre konklusion.

Mobningstraumer viser sig derfor ofte senere i livet som:

• kronisk skam og selvkritik
• social hyperopmærksomhed
• vanskeligheder med tillid og tilknytning
• en grundlæggende oplevelse af at være forkert eller i vejen

Et centralt traumeelement er, at barnet næsten altid vender forklaringen indad: “Det sker, fordi jeg er sådan.” Dermed flettes hændelsen sammen med identiteten, og traumet bliver selvopretholdende – også længe efter, at mobningen er ophørt.

Terapeutisk bearbejdning handler derfor ikke primært om at genfortælle historien, men om at:

• adskille person fra kontekst
• placere ansvar og skyld dér, hvor de hører hjemme
• arbejde med frosne affekter som vrede, sorg og protest
• skabe relationelle erfaringer, hvor klienten kan være sig selv uden at blive udstødt

Heling betyder ikke, at mobningen “glemmes”, men at den integreres, så den ikke længere definerer hele selvforståelsen. Det, der skete, var virkeligt og skadeligt – men det er ikke hele sandheden om det menneske, der blev ramt.

Mobningstraumer kræver tid, alvor og relationel bæreevne. Når de tages alvorligt, kan de forvandles fra et indre domfældelsesrum til en del af en mere sammenhængende og livsduelig identitet.