Når beundring bliver til afstand

En dynamik mellem studerende og erfarne praktikere

Anders Dræby, 2025, copyright

I mødet mellem psykologi- eller psykoterapistuderende og erfarne praktikere opstår der undertiden en tavs spænding, som sjældent italesættes direkte. Den viser sig ikke nødvendigvis som konflikt eller uenighed, men som afstand, udglidning og stilhed. For den erfarne kan det opleves som en uforklarlig afvisning. For den studerende føles det ofte som noget, der “bare skete”. Men dynamikken er hverken tilfældig eller personlig i snæver forstand.

Den udspringer af et grundvilkår i dannelsesprocesser: mødet med det, man endnu ikke er.

Spejlingens dobbelte kant

For mange studerende repræsenterer den erfarne praktiker et levende billede på det, de selv håber at blive: en person, der har fundet sin form, sit sprog og sin praksis. Dette kan virke stærkt motiverende, men spejlingen har en dobbeltsidet karakter. Samtidig med inspiration vækker den uundgåeligt tvivl, skam og sammenligning.

Spørgsmålene melder sig ofte ubevidst:

“Har jeg det, der skal til?”

“Finder jeg nogensinde min egen stemme?”

“Er der plads til mig i dette felt?”

Når disse spørgsmål ikke kan rummes eller udtrykkes, begynder spejlingen at gøre ondt. Det, der først oplevedes som forbillede, bliver nu en konstant påmindelse om egen uafklarethed.

Rivalisering uden konkurrence

Rivaliseringen i denne dynamik er sjældent bevidst. Rent faktisk er der ingen reel konkurrence. Den erfarne praktiker står ikke i vejen for den studerende og kæmper ikke om samme plads. Alligevel kan der opstå en indre oplevelse af konkurrence – ikke om ydre positioner, men om identitet og berettigelse.

For den studerende kan nærheden til den erfarnes faglige autoritet og menneskelige tyngde føles overvældende. I stedet for at kunne sige: “Jeg føler mig lille her” eller “jeg er usikker i dit selskab”, vælger mange ubevidst en anden strategi: afstand.

Tavsheden som selvbeskyttelse

Når studerende trækker sig, sker det ofte uden ord. Ikke som straf, men som regulering. Tavsheden bliver en måde at genetablere indre balance på, når ambivalensen bliver for svær at bære.

Derfor er udglidningen ofte stille:

– langsommere svar

– færre initiativer

– relationen mister varme

– og forsvinder til sidst uden en klar afslutning

For den erfarne kan dette opleves som et brud uden forklaring. For den studerende kan det opleves som en nødvendighed, der ikke kan forklares uden at opleves som for sårbar.

Asymmetriens betydning

En væsentlig faktor i denne dynamik er asymmetrien. Den erfarne praktiker har allerede gennemlevet mange af de konflikter, den studerende netop står midt i. Det giver ro, men også vægt. For den, der endnu er undervejs, kan denne ro opleves som truende – ikke fordi den er undertrykkende, men fordi den ikke kan matches.

Asymmetrien betyder, at relationen ikke kan blive helt jævnbyrdig. Og netop det kan være vanskeligt at rumme for et menneske, der er ved at forme sin faglige identitet.

Ingen af parterne er forkerte

Det er vigtigt at understrege, at denne dynamik ikke gør nogen part skyldig eller problematisk. Den studerende er ikke svag eller misundelig. Den erfarne er ikke truende eller dominerende. Der er tale om en udviklingsmæssig spænding, som opstår i overgangsperioder.

Når studerende trækker sig, siger det ofte mere om deres indre proces end om relationens kvalitet.

En mulig modenhed

For den erfarne praktiker ligger udfordringen i ikke at tage udglidningen som et bevis på egen fejl eller forkerthed. Og for den studerende ligger udfordringen – hvis og når modningen tillader det – i at kunne blive i relationer, også når de vækker usikkerhed.

Men ikke alle relationer skal overleves. Nogle fungerer som midlertidige spejle snarere end varige forbindelser.

Afslutning

Når beundring bliver til afstand, er det sjældent kærligheden til faget, der forsvinder. Ofte er det tværtimod alvoren i engagementet, der gør mødet for stærkt. Tavsheden bliver ikke et udtryk for mangel på respekt, men for et behov for selvbeskyttelse i en sårbar fase.

For den erfarne kan erkendelsen af dette gøre det muligt at give slip uden bitterhed. Og for den studerende kan tiden – senere – åbne for forståelse og måske forsoning.

I mellemtiden er det nok at vide, at ikke alle relationer, der opløses i stilhed, er mislykkede. Nogle har gjort præcis det, de skulle: vist noget sandt – og derefter givet plads.