Hvis man idealiserer et andet menneske 🌞
Nogle gange ser man ikke et andet menneske, som det er – men som man længes efter, at det kunne være.
Man ser måske:
– en fast og rolig kollega og tænker: “Sådan en styrke vil jeg også have”.
– en kendt psykolog og håber: “Måske kan hun se alt det, jeg ikke selv forstår”
– en populær forfatter og tænker: “ Måske har han alle de svar på livet, som jeg mangler”.
– en tydelig stemme i et fællesskab og føler: “Hvis jeg holder mig nær hende, bliver noget i mig lettere”.
Det er ikke forkert. Det er menneskeligt.
Idealiserede billeder opstår ofte, når noget i én selv føles uklart, uforløst eller sårbart. Man håber ubevidst, at den anden kan bære det. At den anden kan give ro, retning eller lindring – bare ved at være, som man tror, vedkommende er. Måske at den anden kan være en frelser, en redder, som kan få bragt en ud af skyggerne.
Men før eller siden begynder billedet at revne.
Den anden lever ikke op til det, man havde lagt over i vedkommende –
ikke fordi den anden fejler, men fordi det menneske er menneskeligt. Og så opstår der skuffelse, afstand eller tavshed, hvor ærlighed kunne have skabt kontakt.
Idealiserer man nogen, får man ikke rigtig forbindelse. Man får en spejling af sin egen længsel – men ikke det, man dybest set har brug for.
Det kræver mod at give slip på idealet.
Og endnu mere mod at vende blikket hjem:
“Hvad er det egentlig, jeg søger?
Hvad er det, jeg ikke selv tør stå ved endnu?”
Sommetider får kriser og smerte idealerne til at bryde sammen, og så kan dybdeintegrerende terapi blive en vej til at finde hjem.
Anders Dræby 