Dette er en filosofisk og psykologisk refleksion over integritet. Teksten omhandler ikke psykoterapi eller min terapeutiske praksis. Er du interesseret i terapi, kan du i stedet finde oplysninger her:

Anders Dræbys klinikside

🌱

At bære sin integritet

Anders Dræby, copyright, 2025

Der kommer øjeblikke, hvor et menneske står alene i et rum, der foretrækker tavshed frem for sandhed. Hvor tonen er høflig, men uden liv. Hvor alle nikker, mens ingen ser.

Her begynder integriteten – som nødvendighed, ikke som dyd.

At holde fast i sandheden i en kultur af tilpasning føles som at gå mod strømmen i lavt vand. Hver bevægelse kræver kraft. Vandet er tungt, og modstanden mærkes i hele kroppen. Men den, der én gang har set løgnen på nært hold, kan ikke vende sig væk igen.

Når man siger det, andre helst forbigår, bliver man hurtigt gjort til problemet. Det er ikke fordi, man tager fejl – det er fordi, man bryder den skrøbelige ro. Den, der lever af overfladisk anerkendelse, og værner om billedet af harmoni. Så bliver den, som siger sandheden, stemplet som besværlig eller påståelig – den, man helst undgår.

Integritet er ikke stolthed. Den er en stille puls, der nægter at tie. Den siger: “Det er ikke sandt,” også når ingen ønsker at høre det.

Den, som følger den stemme, må tåle ensomheden. Man mister måske forbindelser og bekvemmelighed, men man bevarer klarheden.

Integritet åbner ingen hurtige veje. Den lukker nogle, men skaber til gengæld et indre rum, hvor man ikke længere behøver at forklare sig. Man ved, hvad man har gjort, og hvorfor. Spejlene falder, og man står tilbage som sig selv.

Når nogen kalder dig besværlig for at sige sandheden, betyder det, at de ikke længere kan lyve med samme lethed. Noget i sproget, i samvittigheden, er blevet vakt.

Det er tegn på, at sandheden stadig virker.

At leve med integritet koster. Men prisen for at miste den er langt større.

Den, der kan sige: “Jeg gik ikke på kompromis med mig selv,” har bevaret det eneste, som virkelig betyder noget.