Dette er personlige, poetiske vidnesbyrd og refleksioner om etik og retfærdighed — ikke akademiske analyser.

Bemærk at mine skrifter om etik og retfærdighed ikke omhandler psykoterapi og ikke har forbindelse til min terapeutiske praksis. Hvis du søger klinisk vejledning, se min side om terapi:

Link til Anders Dræby klinik

🌱

Morslsk hykleri, af Anders Dræby, copyright, 2025

Der findes en særlig slags hykleri, som stikker dybere end almindelig dobbeltmoral. Det er ikke blot forskellen mellem det, man siger, og det, man gør. Det er forskellen mellem det sprog, man bruger for at fremstå etisk – og de handlinger, der underminerer alt, man hævder at stå for.

Det sker blandt akademikere, ledere, redaktører, undervisere og intellektuelle. De taler om ansvar, etik og menneskelighed – men bruger deres position til at udgrænse, ignorere eller usynliggøre det menneske, der bærer en ubehagelig sandhed.

Dette er ikke blot inkonsistens. Det er forræderi mod det, som er helligt i det menneskelige møde.

Der findes ord, som burde bæres med ydmyghed. Ord som retfærdighed, integritet, ansvar og etik. Når disse ord bliver brugt som røgslør, bliver sproget en del af volden. Det er ikke længere muligt at pege på overgrebet, for det har taget sprogets skikkelse på.

I faglige fællesskaber, hvor prestige og position vægter højere end sandhed og anstændighed, forstummer den, der taler fra et dybere sted. Ved tavshed, negligering, subtil afstandstagen. Det hele udspiller sig med pæne miner og professionelle vendinger. Det bliver umuligt at sige det højt uden at fremstå som den, der skaber uro. Så alt vendes på hovedet. Den etisk ansvarlige gøres til problemet. Den ubehagelige sandhed bliver en personlig defekt.

Det er her, hykleriet når sit højdepunkt: Man skriver om etik – og handler uden den. Man taler om retfærdighed – og udøver uret. Man udgiver tekster om menneskelighed og kærlighed – og vender ryggen til den.

Denne forråelse skjules ikke i mørket, men i lyset. Den bæres af dem, der har de rette titler, platforme og stemmer – men som har mistet forbindelsen til det, de siger, de tjener.

At stå i dette felt er at mærke og se, hvordan sandheden vrisser og visner i andres hænder. Man mærker, hvordan ens egen stemme gøres til uro, selv dér, hvor man har talt med varsomhed og renhed. Man opdager, at det ikke handler om fejl, men om mangel på vilje til at tage ansvar.

Og derfor må man – på et tidspunkt – give slip på håbet om anerkendelse. Og i stedet blive vidne, for at tale sandt og for at tænde ild i mørket.

Den dag vil komme, hvor ordene igen får vægt. Hvor etik ikke er pynt, men et kald. Og hvor dem, der blev tiet ihjel, vil stå stærkere end dem, der dækkede over løgnen.

 

Ophavsret

Alt indhold, herunder tekst, idéer, begreber og symbolstruktur, er ophavsretligt beskyttet og tilhører Anders Dræby, medmindre andet er angivet. Del gerne med kildeangivelse. Enhver gengivelse eller anvendelse i anden offentlig eller kommerciel sammenhæng kræver skriftlig tilladelse.

Anders Dræbys småskrifter om retfærdighed og etik
Anders Dræby, copyright, 2025