Anders Dræby 2025

Der er en særlig skrøbelighed i juni, som sjældent nævnes. Det er måneden, hvor alt blomstrer, hvor solen står højest, og livet synes åbent, frodigt og fuldt af løfter. Men netop derfor bærer juni også en understrøm af noget andet. Midt i lysets overflod begynder man at ane det, der snart vil vende. Dagen er allerede ved at blive kortere, selv mens vi fejrer, at den er længst. Noget i os ved det, selvom vi ikke siger det højt.

Juni er tærskel. En overgang, forklædt som højdepunkt. Den rummer en mærkelig spænding mellem overflod og eftertanke. Det er ikke begyndelsen på noget nyt, men heller ikke afslutningen. Det er det udefinerbare sted imellem – hvor vi mærker både fuldheden og den første skygge af det, der skal dø.

Midt i solens modne stråler opstår en stille erkendelse: Vi kan ikke længere skjule os i vækstens undskyldninger. Det er her, hvor spørgsmålet begynder at tone frem, ikke som en støjende tvivl, men som en sagte hvisken i kroppen: Er jeg dér, hvor jeg skal være? Lever jeg det liv, som er mit? Har alt det ydre fået mig til at glemme, hvad der er sandt?

Der er ingen facit i juni, kun refleksion. Ingen destination, kun en rytme, som bevæger sig under det synlige. Det er en måned, der ikke kalder på præstation, men på ærlighed. Ikke på mere aktivitet, men på nærvær. Ikke på at høste, men på at blive stille længe nok til at mærke, hvad der faktisk er groet.

Derfor er juni ikke kun fejring. Det er også en invitation til at stå roligt i lyset – ikke for at skinne, men for at se klart. Det kræver mod at være vågen netop her, hvor alt synes smukt og fyldigt. For midt i det lyse bliver det mørke synligt – ikke som fare, men som dybde.

Juni spørger ikke, hvad du har opnået. Den spørger, hvem du er, når du ikke længere kan gemme dig i længslen efter fremtid. Den spørger, om du tør være fuldt til stede, lige dér hvor du er – i en verden, der allerede er i bevægelse mod det næste.

Sådan er juni: en stilhed midt i livets sang. En sødme med eftersmag af alvor. Og måske er det netop derfor, den er så smuk – fordi vi i den må erkende, at intet varer, og alt må leves fuldt ud, mens det endnu står i blomst.