I dag brændes heksen af – med kosteskaft, som oprindeligt havde en mere symbolsk betydning. Mange hekse fandtes skam i virkeligheden, men smurte natskyggeurter på kroppen med en stav – salver brygget på bulmeurt, belladonna og stormhat, planter lige så giftige som de var grænseåbnende.

De søgte ikke flugt, men indsigt. Ikke djævle, men dybere lag af virkeligheden. Når kroppen blev let og sindet løftede sig, red de ikke over himlen, men indad – til de åndelige dimensioner, hvor drømme, varsler og viden ventede.

Kosten var ikke blot et transportmiddel, men en portal. En forlængelse af deres kraft. Et både husligt og helligt redskab, som rakte ind i det, det etablerede samfund ikke ville se.

Men den kvinde eller mand, som rakte ud efter naturens magter, blev farlig for kirken og myndighederne. Så i dag, når vi tænder bålet, kan vi huske, at det ikke kun er halm og klude, vi sætter ild til – men et minde om magt, om systemets frygt og den visdom, som nægtede at tie.