1. Hvad er filosofisk livskunst?

Af Anders Dræby, 2017/20

En genoplivning

Siden 2010 har jeg stået for at genoplive den filosofiske livskunst i Danmark; en filosofisk tilgang som har årtusinder bag sig. For mig førte det arbejde mig omkring en lang række udgivelser om livskunst, der i 2018 kulminerede med bogen Livskunsten – filosofien om at vågne op til livet. I en årrække underviste jeg også i emnet i forskellige sammenhænge, og nedenfor følger en kort introduktion til filosofisk livskunst, som blev udgivet som del af en e-bog i 2017:

Filosofisk livskunst som dannelse til det gode liv

Hvordan skal man leve sit liv, for at det bliver et godt liv? De senere år er der opstået en stigende interesse for at genoplive filosofien som en praktisk livskunst. I sin oprindelige betydning er etik en livskunst, der fokuserer på kunsten at leve et godt menneskeliv med mening og tilfredshed, uden lidelse og bekymringer.

Selv om vi lever i en tid med teknologiske fremskridt og materiel velstand, har vi ikke fået lettere ved at leve livet. Psykologien og lægevidenskaben har givet os mange redskaber til at få et normalt og tilpasset liv men har ikke formået at gøre vores liv mere meningsfuldt.

Når den filosofiske livskunst igen er blevet populær, skyldes det et ønske om at genopfinde filosofien som en stræben efter det gode liv. Filosofien er i modsætning til psykologien og lægevidenskaben baseret på et ideal om livsvisdom. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer til at leve et meningsfuldt liv som hele mennesker. I den forbindelse skal den filosofiske livskunst forstås som den dannelse, der skal til for at få et godt liv. Det afgørende for filosofien er nemlig, at vi ikke er færdige som mennesker. Derfor må vi lære os nogle bestemte indstillinger, holdninger og færdigheder.

.

Livet som kunst

Oprindeligt betyder kunst det samme som ordet håndværk. Grundtanken med livskunsten er, at man får et bedre liv ved at lære et livshåndværk. Derfor må man tilegne sig nogle praktiske livsindstillinger og livsfærdigheder, der er forskellige inden for de forskellige tilgange til livskunst.

Filosofisk livskunst er med andre ord en praksis, en måde at leve hverdagslivet på. Derfor er filosofisk livskunst også noget andet end livsfilosofi, der er en filosofisk refleksion over livet. Filosofisk livskunst er således baseret på det princip, at man ikke kan tænke sig til livet, men at man ved at leve efter visdom kan forandre sit liv.

.

LITTERATUR