Om døden

Stoiske perspektiver på døden

It is not death that a man should fear, but he should fear never beginning to live

Death is a release from the impressions of the senses, and from desires that make us their puppets, and from the vagaries of the mind, and from the hard service of the flesh.

Despise not death, but welcome it, for nature wills it like all else.

– Marcus Aurelius

Stoikerne forsøgte at leve deres liv gennem en vedvarende træning til døden. Ved at leve med et fokus på døden kunne mennesket frigøre sig fra sin afhængighed af alt uvæsentligt og i stedet koncentrere sig om det væsentlige i livet. Med andre ord skulle det enkelte menneske fokusere på at udvikle det, som står i dets magt, nemlig dets moralske karakterdannelse og handlingsliv, snarere end at prøve at ændre de ydre forhold, som er uden for dets magt. Vi skal ikke lade vores sjælefred afhænge af forhold i den ydre verden (anerkendelse, magt, penge eller prestige), som ikke står i vores magt. På den måde bliver vi fri af den ydre omverden men ikke fri for den.

Denne åbenhed for døden er i reglen en modsætning til det at frygte døden. Vi frygter døden, fordi vi er bange for at miste det, som vi har gjort os afhængige af. Eller fordi, der er noget, som vi endnu ikke har fået gjort.

Erfaringen af døden

Som den tyske filosof Martin Heidegger beskrev, er det døden, der giver mening og struktur til vores tilværelse. I reglen forsøger vi at undgå bevidstheden om døden ved at være optagede af alle mulige andre ting i hverdagslivet. Vi har en tendens til at lade som om, vi ikke skal dø. På den måde fylder vi alt muligt ind i vores tilværelse, som skal give os en oplevelse af, at vi lever evigt.

Vi kan også have en tragisk indstilling til døden. Som en uvedkommende erfaring af, at vi kan miste alt det, som vi holder af og har fyldt vores tilværelse ud med. Tankerne kredser på en negativ måde om døden, som vi frygter. Vi drømmer om døden og synes konstant, at vi bliver mindet på at vi selv skal dø. Eller at mennesker, som vi holder af, skal dø. På den måde får vi ikke greb om det liv, vi skal leve i sandhed med os selv og vores omgivelser. Når vi frygter, at vi skal dø, er det som regel fordi, vi er vores eget liv skyldige, og tankerne om døden udtrykker en dårlig samvittighed.

Vores forhold til livet kan ændre sig, når vi faktisk bliver konfronteret med vores død og ikke længere kan flygte fra bevidstheden om den. Den schweiziskfødte amerikansk psykiater Elisabeth Kübler-Ross beskrev, hvordan døende mennesker ofte får et ændret syn på livet. De får nu muligheden for at leve livet med større intensitet og dybde, og tiden må ikke længere gå til spilde.

It’s only when we truly know and understand that we have a limited time on earth – and that we have no way of knowing when our time is up – that we will begin to live each day to the fullest, as if it was the only one we had.  Elisabeth Kübler-Ross

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s