Om at have forspildt sit liv – og vinde det tilbage

Download essayet fra Academia her!

Livet er tilstrækkeligt langt, og vi har, hvis hele vort liv anvendes godt, fået rigeligt af det til fuldførelse af de største forehavender; men hvor det flyder ud i vellevned og ligegyldighed, hvor det ikke bruges til nogen god sag, er det først i den yderste nød, at vi, uden at have set livet gå, tvinges til at indse, at det er gået … vi modtager ikke et kort liv, men gør livet kort … livet er langt, hvis man forstår at bruge det.” (Seneca, ‘Om livets korthed’).

En af de mest tragiske erfaringer for et menneske indtræffer, hvis det når til en erkendelse af, at det har forspildt sit liv. At det har haft år, der er blevet levet i mørke på fortvivlelsens afgrund. År, hvor mulighederne er passeret i misbrug og flugt. År, der er blevet levet i jagten på uvæsentlige ydre mål, prestige, præstationer og materielle værdier. År, der er forsvundet på grund af forkerte handlinger. År, der er blevet levet i fravær af nærvær i livet.

Den erkendelse er smertefuld og forbundet med eksistentiel skyld og dårlig samvittighed. Den indtræffer som regel, når  og hvis vi når vores absolutte grænse, eller når en afgørende forandring i livet er på sit højeste.

En maveplasker!

De strukturer, mønstre og overbevisninger, vi har baseret vores liv på bryder sammen. De viser sig som illusioner, og lige pludselig er der intet. Vi står med ryggen op mod muren. Vi kan mærke tilværelsens bund trykke sig imod os. Måske prøver vi at vende tilbage til vores gamle vaner og mønstre. Men på et eller andet tidspunkt går det galt igen. Ikke mindst, fordi det gamle må fastholdes krampagtigt.  For nu har vi været berøring med dén sandhed, at vi levede på en løgn, i flugt, i usandhed, i ond tro…eller bare har fortabt vores liv i kølvandet på tidligere fejltagelser.

En 34-årig mandlig advokat, Peter, måtte sygemelde sig fra sit arbejde med stress og depression og lade sig indlægge på en psykiatrisk afdeling.
Under opholdet gik det op for Peter, at han ikke ville kunne vende tilbage til sit arbejde. Peter indså, at han aldrig havde næret et inderligt ønske om at blive advokat. Han havde i stedet altid fulgt familiens ønsker til sit liv. Til sidst var tomheden blevet så øredøvende, at han var blevet revet fra hinanden.

En 46-årig kvindelig psykolog, Henriette, havde i mange år levet et liv med alkohol- og hashmisbrug. Til sidst fungerede hun hverken i sit arbejde eller privatliv og blev indskrevet på et behandlingscenter. Henriette oplevede, at hun havde nået sin bund og måtte starte på ny med sit liv. Kort efter udskrivningen fra behandlingscentret blev Henriette ramt af en kraftig depression. Det gik op for hende, hvordan hun hele sit voksenliv havde forpuppet sig i sit misbrug, og at mange år og muligheder bare var forsvundet for hende på den måde.

Kirsten var 70 år, da hendes mand forlod hende til fordel for en yngre kvinde. Efter skilsmissen gik det op for Kirsten, at hun havde brugt hele sit liv på at være baglandskvinde for manden, der ikke kunne få børn. Kirsten havde derfor aldrig hverken fået forfulgt sit ønske om at få børn eller fået forfulgt den forfatterdrøm, som hun havde haft, siden hun som ung kvinde fik en pris som årets lyrikerdebutant. Nu var manden forsvundet, og det var både for sent for hende at få børn og forfatterkarriere.

Næsten ti år efter sin løsladelse står livstidsfangen Palle Sørensen og kigger ud af vinduet, mens han taler med den tidligere Politibetjent Frank Bøgh, og siger: ”Det var først som 71-årig, at jeg begyndte på et normalt liv, så man kan vist godt sige, at jeg har meget at indhente. På en smuk dag som i dag, må man som 80-årig nødvendigvis erkende, at ens liv er spildt. Og véd du hvad? Det kan jeg kun takke mig selv for. Og det er egentlig ikke nogen rar tanke” (Bøgh 2007, 183).

Om at vende ulykken

It is never to late to be, what you might have been (George Eliot)

I erkendelsen af, at vi har forspildt vores liv, kan vi gå til grunde. Vi kan også flygte ind i nye illusioner, så vi mister kontakten med vores tragiske indsigt. Imidlertid har vi også en helt tredje mulighed. Nemlig at vende situationen om og bruge det fortabte til at få et rigt liv. Vi kan arbejde med at hjælpe andre, der er i fare for at forspilde deres liv. Vi kan bruge vores erkendelse til at leve resten af vores liv med ekstra intensitet og ikke lade mere gå tabt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s