Ronald D. Laing: Det spaltede selv

Jeg blev født under en sort sol

Anmeldelse af Laing, Ronald D. (2001). Det spaltede selv. En eksistentiel studie i tilregnelighed og galskab, Kbh.: Hans Reitzels Forlag

(Dansk oversættelse af Laing, Ronald D. (2010). The Divided Self: An Existential Study in Sanity and Madness, UK: Penguin)
 

AF ANDERS DRÆBY SØRENSEN, www.andersdraeby.com

Ronald D. Laing fremstår nok som det mest kontroversielle navn inden for den eksistentielle psykologi og terapi og var hovedfiguren i udviklingen af den eksistentiel-fænomenologiske psykiatri i 1960′erne og 1970′erne.

Laing blev oprindeligt uddannet læge fra Glasgow og blev derefter specialiseret i psykiatri. I midten af 1950′erne fik han ansættelse i London, hvor han kom i kontakt den objektrelationsteoretiske psykoanalyse, der på det tidspunkt blev udviklet af Donald Winnicott, John Bowlby og Charles Rycroft. Denne skole beskrives også som første stadie i den relationelle vending i psykoanalysen, og grundidéen i skolen var, at kernen i menneskets behov er at forholde sig til menneskelige objekter i relationer.

Samtidig blev Laing i høj grad påvirket af de eksistentielle tænkere Søren Kierkegaard, Martin Heidegger, Ludwig Binswanger, Jean-Paul Sartre, Maurice Merleau-Ponty, Paul Tillich og Karl Jaspers. Efter sigende kunne Laing ikke et ord tysk, da han fik interessefor Heideggers eksistensfænomenologi, og eftersom Heideggers monumentale værk Sein und Zeit på daværende tidspunkt ikke var oversat til engelsk, satte den unge Laing sig ned med en tysk-engelsk ordbog og huggede sig igennem værket.

I en alder af 26 år udgav Laing sit hovedværk The divided self, der forenede objektrelationsteorien med den eksistentielle filosofi og psykologi. Laings fokus i bogen var mulighedsbetingelserne for den skizoide tilstand og overgangen til skizofreni. Hans grundidé bestod deri, at den skizoide og skizofrenes virkelighedsforståelse ikke var irrationel eller meningsløs men derimod fuldstændigt meningsfuld ud fra klientens eksistentielle situation. Disse mennesker var kendetegnet ved en grundlæggende ontologisk utryghed, hvilket betød, at de ikke evnede at møde verden og andre mennesker i tillid. Derfor ville et sådant ontologisk utrygt individ beskytte sig mod den angst, som omverdenen fremkaldte, ved at udvikle et falsk selv. Efterhånden ville et sådant individ helt miste fornemmelsen for den virkelige verden og beskytte sit sande selv ved hjælp af forskellige eksistentielle strategier mod sin angst, der så kan udarte sig til skizofreni.

Mens den konventionelle psykiatri ifølge Laing objektgjorde patienterne og derfor ikke evnede at forstå dem, måtte den sande eksistensfænomenologiske psykiatri – med inspiratiuon fra Martin Buber’s idé om jeg-du forholdet – tage afsæt i et genuint møde med klienten. Dette var lige netop hvad Laing bestræbte sig på i sin egen praksis. Historien fortæller om en kvindelig klient på en psykiatrisk afdeling, som personalet ikke kunne komme i kontakt med. Hun sad hele dagen nøgen på gulvet og rokkede frem og tilbage uden at sige en lyd. Dette scenarium havde stået på længe og ingen evnede at kommunikere med hende eller få et ord ud af hende. Da Laing så denne klient, tog han sit tøj af og satte sig hen ved siden af hende og gav sig til at rokke frem og tilbage. Uden en lyd. Og efter nogle timer begyndte klienten så pludseligt at tale til Laing.

Laings bog er stadig værd at læse her snart 50 år efter dens første udgivelse. Ikke blot evner Laing klart at fremstille kernen i den eksistensfænomenologiske tilgang til psykiatri

Casebeskrivelserne er også stadig fortræffelige at læse, og det gælder blandt andet den historie om en pige, der fortæller at leve “under en sort sol”, hvilket både har givet andledning til navnet på en bog af Julia Kristeva og et dansk rockband i 1980′erne.

I dag vil mange betragte Laings forsøg på at reformere psykiatrien som radikal. Det var imidlertid et forsøg, der skal forstås ud fra Laings samtid. I 1960′erne og 1970′erne var de vestlige samfund i forandring, og de gamle normer og strukturer under omvæltning. Den konventionelle psykiatri var på daværende tidspunkt endnu primært koncentreret omkring sindssygehospitalerne. På trods af psykofarmakaens begyndende fremkomst var hospitalerne stadig først og fremmest opbevaringsinstitutioner. De var præget af nogle foranstaltninger, som virkede forældede og konservative for den nye tids fortalere. Som mange andre samfundsinstitutioner blev psykiatrien mødt af kritik og krav om forandring.

(Anmeldelsen er delvist et uddrag fra: Anders Dræby Sørensen (2010). Eksistentialisme i psykologi, psykiatri og psykoterapi, In Paw Amdisen et al (red.) At tænke eksistensen, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag)

Anders Dræby

www.andersdraeby.com

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s