Hvad er eksistentiel terapi? For professionelle

Anders Dræby, http://www.andersdraeby.com

Eksistentiel terapi er en enkel og jordbunden terapiform, der har fokus på at hjælpe almindelige mennesker til at leve et meningsfuldt liv. Udgangspunktet er begrebet eksistens, der både betyder at blive til og tage stilling. Det eksistentielle menneskesyn indebærer, at mennesket ikke er bestemt af arv og miljø, fordi det kan forholde sig til sig selv og derfor hele tiden bliver til. Problemet er, at mennesket af samme grund kan komme til at leve i undvigelse, vildfarelse eller bevidstløsthed, hvilket fører til uro eller lidelse. Terapeuten hjælper derfor klienten med at blive mere sig selv og påtage sig ansvaret for sit eget endelige liv i valg og handling.

Den eksistentielle terapi er i den forbindelse kendetegnet ved at være en filosofisk i stedet for en psykologisk terapi. Det vil sige, at den eksistentielle terapi har nogle særlige praktiske kendetegn: Først og fremmest har terapien hverken et specifikt fokus på enten klientens tanker, følelser, adfærd eller krop. Der tages i stedet udgangspunkt i klientens tilværelse som helhed og placering i verden. Terapeuten gør af samme grund ikke brug af teknikker, og klienten skal heller ikke lære nogle bestemte redskaber. I stedet bruger terapeuten den fænomenologiske metode til at arbejde med klientens konkrete oplevelser uden at forklare dem som forårsaget af noget andet. Terapeuten gør derfor heller ikke brug af hypoteser men tilskynder klienten til at undersøge alle sider af sin tilværelse: Det vil både sige sine oplevelser af sig selv og sine følelser og evner, sin krop og sin fysiske omverden, sine sociale relationer og sin kultur samt sine overbevisninger og værdier. Dermed kan klienten blive mere tydelig for sig selv og sine omgivelser. Samtidig bruger terapeuten eksistentielle principper til at opmuntre klienten til at stå bedre ved sig selv, sine egne styrker og svagheder, sin egen retning i livet og sine egne værdier.