Den danske drøm – det almene som eksistentielt ideal

Af Anders Dræby Sørensen, www.andersdraeby.com

I 2009 stillede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen spørgsmålet om, hvorvidt der egentlig er en særlig dansk drøm på samme måde, som man i USA har en amerikansk drøm. Rasmussens forsøg på at tale den danske drøm frem forduftede imidlertid hurtigt fra det offentlige rum, og denne artikel tager udgangspunkt i, at dette forsvindingsnummer meget vel kan skyldes, at det eksistentielle ideal i den danske kultur har en helt anden karakter end den amerikanske tro på, at ethvert individ gennem hårdt arbejde og egen viljekraft kan forbedre sit liv og blive en succes. Således forsøger artiklen at beskrive, hvordan den danske drøm ikke indeholder en utopisk vision for at komme til tops og forfølge sine individuelle drømme om succes men derimod udgør et folkeligt ideal om at være ligesom de andre og realisere det almene. Da den danske drøm derfor også handler om at holde sig fra drømmerier, være tilfreds med det almindelige og forblive i det nære, giver selve bestræbelsen på at piske den op til noget særligt heller ingen mening.

 

På det jævne, på det jævne

For at opnå en indledende forståelse for den danske drøm, kan vi tage afsæt i nogle forskellige udmøntninger af den europæiske oplysning, der rummede et opgør med forestillingen om, at mennesket måtte indordne sig umyndiggørende autoriteter som kongemagt og kirke, og i 1789 manifesterede den franske revolution de nye forestillinger om frihed, ligestilling og demokrati. Samtidig slog disse idéer igennem med udformingen af den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, hvor folkets ret skulle være bærende for et samfund, hvor alle var lige og sikres frihed og stræben efter lykke. Mens den oldgræske og den jødisk-kristne kulturtradition havde afsværget menneskelig selvforgudelse, indvarslede den skotske filosof Adam Smith og senere den tyske filosof Friedrich Nietzsche på flere måder et af kerneelementerne i den nye moderne amerikanske og europæiske eksistensforståelse ved at beskrive mennesket som værende egoistisk. Smith forfægtede således, at individet burde forfølge sin egeninteresse og Nietzsche plæderede for, at det enkelte menneske måtte frigøre sig fra flokkens tyranni og blive en selvlovgivende ener. Mens den europæiske kulturtradition samtidig indeholdt et afgørende fokus på folket og fællesskabet med en sans for menneskelivet tragiske vilkår, blev den amerikanske kultur stadig mere præget af teknologi og individualistisk fremskridtsoptimisme, og i 1931 italesatte James Truslow Adams den amerikanske drøm som den eksistentielle vision om, at ethvert menneske efter evne og formåen skulle have muligheden for fremgang og succes (Tuslow 1931: 214-5).

Når man retter blikket mod Danmark i begyndelsen af den moderne epoke, forholdt det sig på mange måder anderledes. Grundtvig spiller en stor rolle i dansk selvforståelse, og han talte i stedet om en livsoplysning, der udsprang af det fælles menneskeliv. For Grundtig inkarnerede denne livsoplysningstanke først og fremmest et opgør med det elitære, bedrevidende og formynderiske i enhver afskygning. Samtidig udsprang tankegangen af den voksende nationale identitetsfølelse, der fulgte af nationalstatens oprettelse, og som generelt var kendetegnende for den nationalromantiske periode. Livsoplysningen var således knyttet til oplivning af folket, hvor den danske befolkning skulle bevidstgøres om sig selv som et historisk og nationalt fællesskab, der havde rødder tilbage i den nordiske mytologi. Ifølge Grundtvig var det den selvejende frie bondestand, som udgjorde kernen i det danske folk, og hans ideal var praktiseringen af et virksomt og frit hverdagsliv i den jævne almue, da der i den almindelige, jævne befolkning var potentiale til dannelse af et folk og et folkestyre. Ethvert menneske var ganske vist unikt og indeholdt en stræben efter at få klarhed over sit liv, men dette kunne mennesket kun finde i fællesskabet med andre via bevidstgørelse gennem det levende ord i samtalen. I modsætning til borgerskabets og adelens betoning af det klassiske lærde dannelsesideal og opnåelsen af sublime kundskaber i latinskolen og på universitetet, skulle skolen for livsoplysning derfor tage udgangspunkt i det virkelige hverdagsliv og foregår med folkerøst i ligeværdig og fri samtale uden autoriteter. Hermed italesatte Grundtvig altså fremvæksten af et folkeligt dannelses- og eksistensideal, der skulle få et afgørende gennemslag i den danske kulturtradition, og som blev spidsformuleret af H. V. Kaalund i 1872:

På det jævne, på det jævne,
ikke i det himmelblå,
der har livet sat dig stævne,
der skal du din prøve stå.
Alt, hvad herligt du kan nævne,
alt, hvad højt din sjæl kan nå,
skal hernede på det jævne
fast sin rod i livet slå

[…]

I det høje! I det høje!
lyder det dig mere smukt?
Funkler sværmerisk dit øje,
finder verden stolt din flugt?
Vil du ej dit hoved bøje
under livets strenge tugt,
vil du ikke marken pløje,
før du høster markens frugt?

Målet med tilværelsen var altså at opnå et jævnt og muntert virksomt liv i et ligeværdigt folkeligt fællesskab samtidig med, at der lagdes afstand til elitarisme, drømmerier om det høje og ufolkelig bedrevidenhed og sologang.

Flyv aldrig højere end vingerne bær, hold dig til jorden præcist, hvor du er

Den danske drøm om at være ligesom de andre genfinder vi i H.C. Andersens eventyr, der flere steder indeholder tragiske fortællinger om, hvor galt det kan gå det menneske, som bliver indfanget af drømmerier om at bryde ud af det folkelige lag og opnå succes og en højere position i samfundet. Som en folkelig parafrasering af den oldgræske nemesistanke, er det lille eventyr Grantræet således en moralsk opdragende fortælling om, hvordan drømmerier og sværmerier om at forlade det jævne liv blandt de andre og få glimmer og stjerner på som oplyst juletræ i feststuen, hurtigt kan blive indhentet af en tragisk besindelse. Nemlig en besindelse på, at det jo i virkeligheden var at ved at forblive iblandt og ligesom de andre træer i skoven, at muligheden for det gode liv befandt sig. Samtidig er det en afgørende pointe i eventyret Den grimme ælling, at muligheden for at virkeliggøre den gode tilværelse lige præcist ikke handler om at blive mere end de andre og flyve bort fra sine omgivelser, men derimod om at blive nøjagtigt ligesom de andre lige der midt i andedammen. Tilværelsen handler ikke om at få flest mulige kors og bånd og stjerner på, men derimod om at realisere det folkeligt almene og kunne indfinde sig på sin plads i det jævne fællesskab, som Lille Palles sang minder os om:

 Flyv ikke højere end vingerne bær’.

Hold dig til jorden, præcis hvor du er.

Det kan så let gå dig ilde, og helt fra toppen er der langt at trille.

I 1933 beskrev forfatteren Aksel Sandemose i romanen En flygtning krydser sit spor, hvordan denne danske drøm om at være ligesom de andre og holde sig til det jævne, ikke bare var et muntert livsideal men også rummede sin egen moralistiske indordningstrang gennem et påbud om, at ingen samtidig må være bedre end andre. På dette tidspunkt havde Friedrich Nietzsche, Søren Kierkegaard og Sigmund Freud på hver deres måde beskrevet, hvordan fællesskabet kunne udgøre en spændetrøje for individets selvudfoldelse, og med lanceringen af Janteloven fik Sandemose sat ord på, hvordan den danske folkelighed ifølge Sandemose var knyttet til en stærkt homogeniserende og endimensionel livsopfattelse:

  1. Du skal ikke tro, du er noget.
  2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
  3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
  4. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
  5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
  6. Du skal ikke tro, at du er mere end os.
  7. Du skal ikke tro, at du dur til noget.
  8. Du skal ikke le ad os.
  9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
  10. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.

Lige siden at Aksel Sandemose lancerede udtrykket Janteloven har der eksisteret en vedvarende bestræbelse på at gøre op med den, men dette handler i virkeligheden ikke så meget om en kritik af det danske eksistensideal. Det er i stedet en bestræbelse på en endnu mere radikal manifestering af den danske drøm om, at selv ikke fællesskabet må være bedrevidende og formynderisk men derimod skal bæres af en folkelig legemliggørelse af det muntre og virksomme jævne liv. Janteloven inkarnerer, ligesom Slaget ved Dybbøl, samtidig den kulturelle selvfortælling om, at den danske folkelighed i virkeligheden rummer et langt større potentiale end den syner af, og at det jævne hverdagsliv i det lille smørhul Dannevang er så meget bedre end alt andet alle andre steder.

Den universelle velfærdsmodel

Fra slutningen af 1800-tallet tog industrialiseringen for alvor fart og fra 1930′erne var der flere beskæftigede i industrisektoren end i landbruget. Drømmen om at alle og enhver skal have muligheden for at blive ligesom alle andre viste sig i etableringen af den danske velfærdsstat, der med en lang forhistorie fik sit manifest med Socialdemokratiets program Fremtidens Danmark fra 1945.  Dette var for størstedelens vedkommende skrevet af den senere statsminister Jens Otto Krag og artikulerede et opgør med de uligheder i indkomst- og formuefordeling og økonomiske, uddannelsesmæssige og kulturelle skel, som fulgte i privatkapitalismens kølvand. Hermed blev ideen om dansk folkelighed forbundet med et universalistisk lighedsprincip, der fra 1960’erne udmøntede sig i en høj udjævning og omfordeling af indkomsterne, som til gengæld finansierede lige adgang til offentlige institutioner som sygehus-, skole- og socialvæsen. Mens Grundtvig havde opfattet bondestanden som folkelighedens grundstamme blev den nye folkeligheds kerne den løftede arbejderklasse og den stadig voksende middelklasse, som især var ansat i industri- og servicesektoren. I 1960’erne og 1970’erne medførte dette en omvæltning af det borgerlige samfunds strukturer og institutioner, som nu skulle indrettes til fællesskabet og dets lighedsidealer, og i Danmark blev ungdomsoprør, studenteroprør, reformpædagogik, rødstrømpebevægelse, Roskilde Festival, Christiania og Danmarks Radio forskellige elementer i en ny tids folkelige kamp for at sikre rammerne for et jævnt og muntert hverdagsliv for alle og enhver.

Grundtvigianismen var en glad folkekirkelig retning, der afsværgede formynderi og autoriteter til fordel for at betragte det dennesidige, jordiske liv som vigtigt og godt, og denne fremhævelse af det menneskelige som overordnet det religiøse lagde en del af kimen til det sekulære danske omsorgssamfund, hvor Guds faderlige repræsentation blev omdannet til et moderligt ideal om at alle og enhver skulle være med. Dette på én gang faderløse og gudløse samfund fik sit endelige gennemslag med socialdemokratismen, hvor staten som den store moder skulle sørge for, at der blev draget omsorg for alle og enhver ud fra et ideal om, at det enkelte menneske har bedst af at få muligheden for at kunne blive lige som alle de andre i et folkeligt fællesskab. Når Dansk Folkeparti har fået en samfundsmæssige gennemslagskraft i vor tids Danmark, er det fordi formår at formulere en vision for den folkelige danske drøm om at være lige som alle de andre, idet denne drøm i dag indebærer en besindelse på, at der samtidig er nogen man ikke ønsker at være lige som. Og dem man først og fremmest ikke ønsker at være som, er dem som ikke formår at indløse det almene ved at være anderledes og undlade at bidrage. Først for nyligt at Socialdemokraterne formået et tage stafetten, og den nye store moder skal nu sørge for, at alle har bedst mulighed for at blive lige som alle andre ved ikke at blive snydt for at bidrage ved at snyde.

 

Vi har det, åh åh, så dejligt

Den amerikanske religionssociolog Phil Zuckerman beskrev i 2008, hvordan det sekulære danske samfund lige præcist var båret af eksistentielle idealer om det jævne og muntre virksomme liv uden åndelige, religiøse, institutionelle og politiske autoriteter. Mens en amerikansk borger som regel vil vurdere sit eget og andres liv efter en amerikansk drøm om succes og fremgang, vil den helt almindelige dansker evaluere sit liv efter graden, hvormed vedkommende har realiseret det almene og er blevet lige som de andre. Og denne fælles danske folkelighed med de andre må først og fremmest være båret af idealer om munterhed og tilfredshed med det almindeligt hverdagsagtige, som Benny Andersen formulerer det i det folkekære digt Svantes lykkelige dag fra 1972:

”Se, hvilken morgenstund!
Solen er rød og rund.
Nina er gået i bad.
Jeg’ spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.”

Da den danske drøm handler altså ikke om sværmerier og drømmerier men derimod om at være og forblive i den uendelige gentagelse af det virkelige hverdagsliv, er det forståeligt at Danmark som regel ligger i top i de undersøgelser af befolkningernes lykketilstand, som er blevet en del af den nye lykkepolitiske økonomi i de vestlige lande efter årtusindskiftet. Modsat de tyske naboer mod syd har den danske folkesjæl således ingen sensitivitet over for det alvorsfulde og det tragiske ved menneskelivet med mindre selve folkeligheden trues eller muligheden for at blive lige som alle andre forhindres. Det muntre og jævne danske liv rager hverken op i de amerikanske højder eller stikker i de kontinental-europæiske dybder. Danmarks eneste reelle filosof, Søren Kierkegaard, måtte da også gribe til en klaustrofobisk kritik af den danske kirke og folkesjæl i håbet om at åbne en dør for tænkningen, og i 2013 er det til at overhøre fejringen af hans 200-års jubilæum.

Weber Grill og stjerne for en aften

I 2009 var direktøren for den amerikanske kuglegrillproducent Weber på besøg i Danmark for at studere det danske marked, fordi 60 % af danskerne havde investeret i en Weber-grill. Mens det amerikanske marked typisk er præget af forbrugere, som ønsker at investere i grilludstyr, der er flottere og større end naboernes, er de danske forbrugere tilsyneladende præget af en begejstring over at eje lige netop den helt samme grill som alle andre danskere. Velkommen i klubben, du er nu ejer af helt de samme livsstilsprodukter som alle dine naboer og kan dermed sætte et ekstra tilfredshedskryds i lykkeundersøgelsen!

Samtidig handler den overvældende danske adoptering af det amerikanske reality-show fænomen tilsyneladende ikke så meget om en overtagelse af en amerikansk livsstil som tilpasning af et udefrakommende koncept til en dansk folkelighed. Når almindelige mennesker i stigende grad indtager sendefladen er det således næppe så meget et spørgsmål om en dyrkelse af succes of fremgang i amerikansk stil, som et ønske om at se helt almindelige mennesker lige som én selv på sendefladen og trække ambitionerne ned på et niveau, hvor alle og enhver kan være med. Det vidunderlige ved vinderen af Stjerne for en aften er lige præcist at vedkommende legemliggør det jævne og almindeligt virksomme liv, og demonstrerer at jeg selv, naboen og faster Grethe potentielt set alle sammen rummer den samme mulighed for at blive stjerne som alle andre, og dermed sker der en yderligere udjævning og udligning af de sociokulturelle skel, som bringer os nærmere idealet om at blive lige som de andre.

Olsen-Banden blev folkekære i 1960′erne og 1970′erne, fordi de inkarnerede en folkelig sympati med små menneskers forsøg på at snyde systemet og gør op med skruppelløse magtinteresser i samfundet, samtidig med, eller netop fordi, at de tabte forsøget og nødvendigvis var dømt til at tabe. For ved faktisk at score den helt store milliongevinst og blive mere end andre ville de jo lige netop forråde det danske ideal om det almene. Af samme årsag opfatter mange danskere nærmest Anders And som en dansk opfindelse, og figuren har da også langt mere popularitet i Danmark end i hjemlandet USA. Her er begejstringen større for Mickey Mouse, som de fleste danskere opfatter som irriterende og “udansk”, fordi han er nævenyttig og altid slutter historien med at vinde spillet.

Litteratur

Adams, J. T. 1931 The Epic of Amrica, US: Taylor & Francis

Andersen, H. C. 2004 Samlede eventyr og historier, Kbh.: Høst og Sønd

Kaalund, H. V. 1877 Et efterår, København

Kragh, J. O. m.fl. 1945 Fremtidens Danmark, Kbh.: Socialdemokratiet

Lindhardt, J. 2009 De syv dødssynder, Kbh.: Rosinante

Sandemose, A. 1994 En flytning krydser sit spor, Kbh.: Schönberg

Zuckerman, P. 2004 Samfund uden gud, Kbh.: Univers

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s