Martin Heidegger

1. HEIDEGGERS BAGGRUND
1.1. Liv og eksistens i mellemkrigstiden
Efter første verdenskrig, et fokus i tysk åndsliv på EKSISTENS og LIV med interesse for Kierkegaard og Nietzsche. Men også Henrik Bergson og Wilhelm Dilthey samt Georg Simmel.
Livsfilosofi: Selve LIVET som udgangspunkt for menneskets naturlige og kulturelle aktiviteter.

1.2. Edmund Husserl
Værk: Logiske undersøgelser 1900/1901:
Kritik af psykologismen: Benægter at erkendelsen kan reduceres til psykologi, altså nogle rent psykologiske eller fysiologiske processer. Erkendelsen er ganske vis knyttet til disse processer men kan ikke reduceres til dem. Bevidsteden kan hverken reduceres til noget psykisk eller fysisk.
Kritik af naturvidenskabelig tilgang: Forklaring af fænomenerne ude i verden ud verden uden hensyn til bevidstheden.
Intentionalitet: Fænomenologien er bevidstheden der strækker sig ud mod fænomenerne. Bevidstheden er altid bevidsthed om noget.
Intentionalitet: Sammenhængen mellem oplevelsen og det oplevede.
Intentionaliteten forholder sig til sin genstand gennem sin mening – som jeg knytter til denne genstand. Hvis meningen svarer til genstanden så er der tale om sandhed.
Fænomenologien skal gøre filosofien til en streng videnskab ved at undersøge fænomenerne, altså det som viser sig, i de forskellige bevidsthedsakter, det vil for eksempel sige når man drømmer, erfarer, tænker osv.
Grundlaget for al erkendelse, dvs. erkendelse i fagvidenskaberne etc.
Fordomsfri og teorifri filosofi: Fænomenologien skal gå til sagen selv og skal ikke gøre brug af forudgående begreber, forudsætninger og teorier.
Epoché: Fænomenologien skal sætte vores teorier og forudfattede meninger i parentes og i stedet i en refleksiv indstilling give en ren beskrivelse af indholdet i vore erkendelsesakter.
Erfaringsfilosofi: Vi skal reflektere over vore direkte erfaringer af sagen selv og give en neutral beskrivelse af sagen selv, således som vi direkte erfarer den.

Værk: Ideerne til en ren fænomenologi og fænomenologisk videnskab, 1913
Udvidelse af erfaringsbegrebet til også at omfatte den kategoriale anskuelse.
Fænomenologien som urvidenskab.
Husserl går nu fra at tale om individuelle til at tale om almene (universelle) fænomener, dvs. ikke koen men dens almene ide. Altså koens almene væsen. Dvs. de almene rammer eller grænser som en ko nødvendigvis må holde sig inden for for at være en ko, dens ide.
Væsensloven kan erkendes uafhængigt af sanseerfaringen, den er a priori.
Fænomenologien skal undersøge og klassificere hvert genstandsområde mht dets væsenslove.
Ontologi:
1. Formalontologi: Hvad vil det sige i det hele taget at være en genstand. Hvad må der nødvendigvis gælde for alle mulige genstande
2. Materialontologi: Hvad gælder for de forskellige genstandstyper
Transcendental fænomenologi – erfaringens
Transcendental fænomenologisk reduktion: Tilbageføring af genstandende til de bevidsthedsaktier, hvori de bliver konstituerede
Transcendental livsverden: Den sansbare verden
Transcendentalt ego/jeg: Strømmen af bevidsthedsakter udgør ikke blot en sum af hinanden, uvedkommende isolerede erfaringer, men hører sammen idet de alle tilhører et og samme jeg. Jeget er identitetspolen i bevidsthedsstrømmen
Transcendental idealisme: Alt er afhængigt af jeg’et

1.3. Heideggers liv
Født 1889 i Messkirch, Baden som søn af en bødker og kirkedegn.
1909 – indtræder i jesuitterordenen men må forlade den pga. hjerteproblemer
Begynder på teologistudiet men springer fra og bliver i 1913 doktor i filosofi.
1918 – Bliver assistent for Husserl
1923 – Professor i filosofi i Marburg
1933 – Rektor ved Freiburg Universitetet

1.4. Væren og tid, 1927
§§1-8: Daseinsanalytik:
Heidegger vil stille spørgsmålet om væren på ny som et spørgsmål til værens mening. Hvad forstår vi ved begrebet væren og altså hvad forudforstår vi allerede.
Ikke det værendes grund. Altså det værende qua værende.
Videnskaberne beskæftiger sig med det værende, dvs. de er ontiske, hvordan er dette og hint værende.
Filosofien beskæftiger sig traditionelt med ontologiske undersøgelser, der fokuserer på det værendes hvad-væren, dvs. den identificerer væren med noget værende.
Den nye fundamentalontologiske filosofi må interesserer sig for selve det AT tingene er, altså deres at-væren, det værendes væren.
Værensspørgsmålet er blevet glemt. Væren er det som bestemmer det værende som værende. Væren er altid noget værendes væren. Væren er altså ikke en egenskab ved tingene, men det som udgør grundlaget for at noget værende allerede forstås.
Det interessante er, hvordan og at verden er.
Hvordan kan vi undersøge væren?
Vi har en privilegeret adgang til dette spørgsmål.
Vi har som mennesker allerede en forståelse af væren. Mennesket må her forstås som Dasein (tilstedeværen). Mennesket er til ved at være tilstede der i verden. For at kunne afklare spørgsmålet til væren må vi allerførst forstå vores egen væren, altså Daseins væren. Spørgsmålet til Daseins væren går altså forud for spørgsmålet til væren.
Daseins væsen, altså dets essens, ligger i dets eksistens, som er Daseins væren. Vi må altså analysere de grundlæggende strukturer i Daseins eksistens, Daseinsanalytik. Eksistensen der analyseres er også eksistensen der analyserer.
Dasein er det værende, der i sin væren forholder sig til sin egen væren. Det gør mennesket ved at det hele tiden sørger for sig selv og sit liv (Sorge). Denne besørgen er karakteriseret ved en åbenhed.
Forståelsen – den hermeneutiske cirkel
Fænomenologi: Analyse af det der viser sig i sig selv men som for det meste er skjult. Det er det skjulte der er interessant. Dets mening er det som er grunden, det som for det meste er skjult men også afslører sig i de2t som viser sig. Der er altså en glemsel eller tildækning på spil.
Fænomenologi om menneskets måde at være på.
Væren er også blevet glemt i filosofihistorien.
Fortolkningen af tilstedeværen i 2 dimensioner:
Del 1: Dasein er først og fremmest og for det meste i sin dagligdagshed
Del 2: Tidsligheden er værens mening for det værende, vi kalder Dasein – 3 ekstaser (Tilværelsen som Kinder-æg, 3-i-1).

§§9-24 Den menneskelige verden
Daseins væren er dets eksistens. Det er altid min enkelte væren. Det betyder også at jeg kan være til i egent-lighed og uegen-tlighed. Jeg har en tendens til at forstå mig selv som en ting (hvad-væren) med en essens.

Det er nødvendigt at skelne mellem:
• Menneskets umiddelbare forståelse af eksistensen
• Forudforståelsen af eksistensen, dvs. dens formale struktur eller eksistentialitet
Heidegger er altså interesseret i eksistensens formale struktur, de enkelte elementer er eksistentialerne.
Kategorierne er derimod grundbegreberne i forståelsen af tingenes væren.

Kritik af epistemologien:
Descartes og Kant ser mennesket som en detached observer af virkeligheden. Erkendelsen bliver et spørgsmål om subjektets erkendelse af en ydre/afhængig verden af objekter.
Ifølge Heidegger er mennesket derimod engageret i verden, og eksistensen er derfor en væren-i-verden.
Den måde mennesket forstår sin egen tilstedeværelse i verden på kalder vi for fakticiteten.
Mennesket er til i verden ved at varetage og udøve omhu.
Den dagligdags væren-i-verden er kendetegnet ved omgangen med det indenverdensligt værende´
Dette værende er først og fremmest brugstøj. Det er noget der er til-at i en praksis. Dets væremåde er vedhånden. Det er bevendt til noget.
Bevendthedshelheder = Funktionssammenhænge
Det er altså den menneskelige eksistensmulighed, der giver tingene i deres fulde betydning. Betydningerne gives i en henvisningshelhed som er verden.
Verden har rumkarakter: Mennesket søger at overvinde fjernheden ved at gøre brug af tingene og dermed gøren nærværende. Mennesket orienterer sig i verden gennem dets gøren brug af tingene som har en plads i et område af henvisningshelheden. Brugen er styret af et sigte.
Mennesket forstår det andet værende som forhåndenværen. Dvs. i erkendelsen etc., men dette er afledt af en forstyrrelse. Det matematiske rum bliver til i en abstraktion.

§§25-42
Mennesket er til ved at sørge (omhu) for alt muligt, sådan at det kan sørge for sig selv og andre mennesker
Eksistensen er bevægelse, hvilket vil sige at den er et felt af muligheder
TIL STEDE: Tilstedeværen er sin åbenhed. Der er tændt et lys i mennesket (lumen naturale), som gør at vores gøremål ikke er blinde tilpasninger til omverdenen men derimod er kendetegnet ved en forstående adfærd, der afslører tingene som de er.
FORSTÅELSE: Eksistensen er altid forstået mulighed eller kunnen. Mennesket er altså overladt til sig selv og at det må overtage sig selv viser sig i bekymringen. Det er altid i gang med at beskæftige sig med tingene i verden.
Mennesket forstår det ved- og forhåndenværende i deres muligheder for mennesket, og derfor er forståelsen altid et udkast. Forståelsen tilegner sig og udarbejder i fortolkningen eller udlægningen, hvad den har forstået.
Væren-kunnen
Know-How går forud for Know-That
BEFINDTLIGHED: Mennesket er til ved altid allerede at være kastet ind i situationen og ud i en af sine muligheder. Mennesket er altid forud for sig selv i en af sine muligheder,
Mennesket er åben for sig selv og verden i situationen og åbenheden viser sig i stemningen. Det er for eksempel kun fordi jeg er i frygens stemning at tingene kan vise sig for mig som truende.
MED-VÆREN: Det hører til min væren at være sammen med andre mennesker. De hører til sammen med brugstøjet i henvisningshelheden.
Isolation og ensomhed er afledte måder at være til på.

MAN:
Mennesket er optaget af forskellen mellem sig selv og andre. Jeg vil gerne udligne forskellen mellem mig og de andre hvilket betyder at jeg har en tendens til at lade min tilværelse bestemme og beherske af de andre.
Her bliver jeg til man, det anonyme man, der udøver sit styre over min dagligdag og foreskriver min dagligdags tilværelse
Man er til i gennemsnitligheden. Alt anerledes eller forskelligt tilsløres.
Jeg er til i fortabthed i man på 3 måder:
1. Mens talen går efter en intention om at drage den anden med ind i forståelsens forhold til det omtalte, og altså åbenbarer og afslører forståelsen, så tilslører den overfladiske snak og forbliver blot en gennemsnitlig forståelse
2. Snakken svarer til nysgerrigheden, dvs. mennesket dvæler ikke ved forståelsen men flyver blot overfladisk fra det ene til det andet.
3. Snakken og nysgerrigheden gør tilværelsen tvetydig, dvs. mennesket ved ikke om der ligger nogen ægte forståelse til grund eller ej, alt tager sig ud som om det er forstået.

EGENTLIGHED OG UEGENTLIGHED:
Den vulgære mistydning: Er jeg til i fortabthed til man, så er jeg til i en ugentlig tilværelse modsat en egentlig tilværelse, altså hvor jeg er mig selv. Her forstår jeg altså mig selv ud fra de andre.
Den ontologiske mistydning: Mennesket er samtidig travlt optaget i beskæftigelsen med tingene og derfor glemmer det sig selv og tror at det blot er en af tingene, altså det forstår sig selv ud fra tingene væren.
Hjemfalden (forfald) til uegentlighed er en nødvendig side af væren, en aflastning fra egentlighedens intensitet.
Det egentlige liv er en gentagelse

SAMVITTIGHEDEN:
Eksistensen i egentlighed kender vi fra samvittigheden.
Egentligheden melder sig som en kalden til at være sig selv som den enkelte
Hvis jeg lyder kaldet, så betyder det, at jeg vælger valget og er til i egentlighed som mig selv som den enkelte.
Samvittigheden taler med tavshed modsat larmen fra man
Selv om kaldet kommer fra mig selv er det ikke noget planlagt eller villet
I den vulgære udlægning af tilværelsen medfører samvittigheden skyld idet den gør min tilværelsen til en rækkefølge af handlinger, så jeg altså bliver til en ting (forhåndenværende)

ANGSTEN og SKYLDEN:
Samvittigheden kalder til den tilværelse som angsten blotter
Angst er modsat frygt for noget ubestemt. Dvs. verden i dens betydningsløshed
I angsten er mennesket hjemløst og uhyggeligt til mode
Samvittigheden kalder til en eksistens i skyld, altså at være grunden til sin væren. I egentlighed overtager jeg altså min tilværelse i skyld for det som kommer

§§ 45-60
VÆREN-TIL-DØDEN:
Samvittigheden angår hele eksistensen. Det er en eksistens til døden, det er det som angsten viser mig.
Døden er med fra starten, ikke noget slutpunkt men det jeg bevæger mig hen imod.
Jeg kan have en vulgær opfattelse af døden, der ser døden som begivenheder der sker for mig selv og andre. Man dør.
Døden er ren mulighed. I mit forhold til døden er jeg forud for mig selv. Her er jeg samtidig overladt til mig selv som jeg er i min besørgen for mig selv og mit liv
Egentligheden er en fremløbende beslutsomhed.
I skylden overtager mennesket sin egen afmægtighed over for døden. Samtidig er det i egentlighed til i beslutsomhed, jeg beslutter mig for den ene og den anden mulighed. I angsten befinder jeg mig over for min egen intethed.
Beslutningen er en åbning over for det foreliggende, for at frigøre de indeholdte muligheder.
I egentlighed så vælger jeg at overtage afmægtigheden og gentage mig selv og være eksistensens karakter af mulighed tro. Her griber jeg eksistensen i dens helhed.
I uegentlighed lægger jeg mig fast på det virkeliggjorte.

§§61-71 : Tiden som den menneskelige horisont
Mennesket er til i en sørgen for sig selv og andre og dermed er eksistensen tidslig. Mennesket kommer til sig selv i den ene eller anden mulighed og dermed er mennesket i cura forud for sig selv rettet mod fremtiden.
Samtidig overtager jeg hvad jeg allerede er, dvs. min fortid. I nutiden er jeg i gang med beskæftigelsen med tingene.
• Forståelse: Fremtid
• Befindlighed: Fortid
• Hjemfaldenhed: Nutid
Den egentlige tidslighed er bestemt af min beslutsomhed i mine handlinger ud fra en bevidsthed om at jeg skal dø og er skyldig i min væren. Nutidigheden i denne tidslighed er øjeblikket, og jeg vil gentage mig selv, jf. Kierkegaard. Tidens faser løber sammen i eet. Egentlig tid:
• Fremløbning (døden) / fremtid
• Øjeblikket / nutid
• Gentagelse / fortid
Den uegentlige tidslighed priviligerer nutiden
I den vulgære tidsopfattelse opfatter jeg tiden som noget liniært, der forekommer og forløber og altså gør mennesket til noget forhåndenværende.
Tiden og cura/omhu er eksistensens grundstruktur.
Samtidig er tiden også eksistensens transcendens, idet den er dens horisont. Den tid hvori vi selv og tingene er, det er tilværelsens egen tid udkastet som horisont. Tiden deler derfor betydning med verden.
Tidens offentliggørelse: Udkastet får karakter af offentliggørelse idet hvor vi lever er en offentlig tid. Vi forstår også vores tid som de andre menneskers tid.
Idet vi sørger for tingene i tiden, så opfatter vi tiden som egnet eller uegnet. Vi har tid til, giver os tid til, spilder tiden etc.
Det som er vigtigt i vores omgang med tingene, det er dagens lys. Vores sørgen for tingene er et dagsværk og dagen bliver derfor det naturlige tidsmål. Den egentlige tid ser fremtiden som primær, idet vi lever frem mod døden.
Den matematiske tid eller vulgære tid er en abstraktion, hvor vi forstår tiden som en succession af momenter, hvor mennesket bliver noget forhåndenværende der er til i tiden. Den vulgære tid ser nutiden som primær.

§§72-82: Den menneskelige historicitet
Eksistensens muligheder er forskellige mulige måder at være til i verden på som menneske.
Eksistensens bevægelse er en stadig virkeliggørelse af muligheder, som eksistensen udkaster
Vores verden er en kulturverden, og det betyder at den er en overleveret verden.
Det betyder at de muligheder som eksistensen udkaster blandt andet får deres indhold fra traditionen.
Vi kan ikke begynde forfra men er hele tiden anvist på at overtage traditionen. Det eneste vi kan overtage fuldt er vores egen eksistens. Vi må tage traditionen op for at kunne eksistere på eget ansvar.
Man kan overtage traditionen på en ugentlig måde uden nogen beslutning og bare være til i det som er overleveret.
Jeg kan også overtage det overlevede beslutsomt og dermed give mit liv skæbne. Her ved jeg, at jeg ikke kan skabe men kun overtage mit liv. Det er her jeg inddrager begyndelsen/fortiden i min tilværelse og den ikke kun er en tilværelse mod fremtiden. Her bliver min tilværelse helhed.
At være til i egentlighed er at være åben for sin begyndelse og sin død.
I det jeg tager mit liv på mig i beslutsomhed, så ser jeg min død i øjnene og overtager alt det, som jeg har arvet fra min fødsel og kulturen og giver på den måde min tilværelse skæbne.
Her tager jeg stilling til det overleverede mulighedsfelt, overtager den, afviser den eller gør kritisk op med den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s