Karl Jaspers

LIV
1883 Født i Tyskland
1913 Udgiver Allgemeine Psychopathologie
1921-1938 Professor i filosofi i Heidelberg, må opgive embedet pga kritik af nazistyret
1945 Genvinder professorat
1969 Dør i Tyskland

HVAD ER FILOSOFI?
Fagvidenskaber beskæftiger sig med et genstandsområde, en del af verden, som den gør til genstand for en metodisk undersøgelse.
• Uorganiske
• Organiske liv
• Sjælen
• Ånden (subjektet som genstand)
Den positivistiske, videnskabelige objektivitet støder imidlertid på nogle grænser som peger ud over dem selv. Filosofien er en transcenderen af disse grænser.
A. Filosofien retter sig ikke mod den objektive verden. Filosofien omhandler ikke et bestemt område af erkendelsen men tilværelsen i sin helhed og menneskets placering i den. Filosofien er en søgen efter sandheden, ikke besiddelsen af sandheden.
Filosofi er at være undervejs, dens spørgsmål er vigtigere end dens svar. Det indebærer muligheden af øjeblikke for fundendelse i den konkrete virkeliggørelse af eksistensen, som skuer væren.
Filosofien står i modsætning til autoritære og politisk-totalitære tænkemåder samt den hverdagens sunde fornuft, der benytter nytten som målestok.
Den filosofiske tænkning må være oprindelig, og derfor bedrives den også af børn:
1. UNDREN – Spørgsmål og erkendelse, i forundringen bliver jeg klar over min ikke-viden (Aristoteles og Platon). Jeg søger værens væsen. Målet er indblik i væren.
2. TVIVLEN – Den kritiske prøvelse og den klare vished (Descartes)
3. ANGSTEN – i bevidstheden om grænsesituationer (jeg må dø, jeg må lide, jeg må kæmpe etc) viser min fortabthed sig og spørgsmålet om eksistensen melder sig. Det giver altså til
skyndelse til spørgsmålet om væren. Jeg søger at genvinde mig selv. Målet er roens fuldendelse.

B. Eksistensfilosofien: Den subjektive væren er forskellig fra den objektive væren. I det øjeblik jeg rettet mig mod min egen væren i selvrefleksion overskrider jeg genstandserkendelsen og kigger mod eksistensen.
Filosofi adskiller sig netop fra videnskab ved ikke at tilstræbe en objektiv, systematisk erkendelse og derfor udarbejder Jaspers heller ikke en systematisering af eksistensen.
Jeg har et forhold til min egen eksistens og derigennem til mulighederne for, at jeg kan eksisterer på forskellige måder. Som menneske er jeg altså ikke blot en genstand men en væren, dere r optaget af min egen eksistens og de muligheder, der ligger i eksistensen inden for nødvendighedens grænse. Mennesket er en enhed af frihed og nødvendighed. Den mulige eksistens udgør den menneskelige frihed. Friheden er ikke en objektiv væren og derfor kan friheden ikke defineres.
Som eksistensoplysning skal filosofien oplyse mennesket om, hvori friheden består så det når frem til det at selv kan erfare muligheden for realisere friheden igennem en viljeshandling
Vi støder på friheden gennem oplevelsen af frihedens grænser i grænsesituationer.
Vi bliver altså os selv som mennesker i det vi træder ind i grænsesituationer med åbne øjne og det er eksistensoplysningens opgave at føre os frem til det punkt, hvor vi i frihed overskrider (transcenderer) den blot objektive verden og forholder os til den mulige eksistens.

Det omgribende
Idet jeg som eksisterende forholder mig til de muligheder, jeg har for frihed for at forme mit liv, så transcenderer jeg den objektive verden og erfarer mig selv som en væren, der er mere end den objektive, genstandsgjorte væren.
I det jeg erfarer mig som frit, erfarer jeg samtidig at min frie væren ikke er den højeste form for væren. Denne væren er den absolutte virkelighed eller det omgribende.
Jaspers laver ikke et afgørende skel mellem værende og væren men taler om væren og forskellige måder, hvorpå væren kan erfares. I overensstemmelse med fænomenologien skelner Jaspers mellem forskellige måder at være på alt efter hvilken tilgang vi har til de forskellige værensmåder.
Den væren som videnskaberne har med at gøre er en genstandgjort væren, en væren som objekt.
De præsokratiske filosoffer opfattede væren som en genstand, altså et isoleret objekt, vand etc.
Det som iaggtager er noget andet, subjektet, ikke en genstand. Bevidstheden er altid rettet mod en genstand som er bevidsthedsindholdet.
Subjekt-objekt-spaltningen kan mennesket ikke overvinde. Den hele væren er det omgribende som ikke selv kommer til syne og er skjult for min bevidsthed i denne spaltning. Det omgribende er væren i sig selv, helheden, som ikke kan være genstand for min bevidsthed.
Filosofien kan søge at skue den egentlige omgribende væren. Subjekt-objekt spaltningen er til stede på 3 måder, som jeg får blik for igennem selvrefleksionen, hvor jeg overskrider den blotte genstandserkendelse.
• Bevidsthed-genstand (erkendelse): Fælles for alle mennesker
• Levende væsen – omverden (sanselig erfaring): Gør os til et særligt individ
• Eksistens – gud (transcendensen): Vort egentlige jeg i historisk bundethed
Transcendensen lader tingenes tale blive til chiffre
Gudstanken
Lige så lidt som Guds eksistens kan bevises kan hans ikke-eksistens bevises, hvilket blot betyder at Gud ikke er en genstand i verden og ikke en genstand for viden.
Gud er heller ikke genstand for den sanselige erfaring.
Gud er usynlig og kan kun tros, han kommer fra menneskets frihed/eksistensen, der i det den er hævet over denne verden ved at den er forankret i transcendensen.
Gud er en realitet for mig alt efter den styrke, hvormed jeg eksisterer, som nærværelse for eksistensen.
”Gud bliver en realitet for mig alt efter som jeg i frihed virkelig bliver mig selv”
Da Gud ikke er noget konkret i verden betyder det, at jeg ikke skal opgive min frihed til fordel for bestemte autoriteter og magtinstanser i verden men har ansvar over for mig selv.
Gud er usynlig, kan kun erfares i transcendensens symboler / chiffre
Der er kun en Gud, findes i kærligheden
Gud er det ubegribelige, som jeg må bøje mig over for i tillid
I troen vover jeg springet til den forvisning at Gud er til

Den ubetingede fordring
Ubetingede handlinger opstår, nå vi elsker, når vi kæmper, når vi påtager os højere opgaver.
Ubetingede fordringer har deres udspring i mig selv og ikke i autoriteter eller nytte eller selv-opretholdelsesdrift
Den ubetingede fordring er som en fordring fra mit egentlige jeg til min blotte tilværelse. Jeg vinder klarhed over mig selv som den jer er, fordi jeg skal være det.
Det ubetingede står over alle formål og som grundlag for handlinger er det ikke en genstand for erkendelsen men for troen.
1. Ubetingethed er en beslutning, der har del i det evige fordi den beror på friheden og altså i troen
2. Det ubetingede virkeliggøres alene i troen og kan ikke påvises eller bestemmes som en genstand
3. Det ubetingede åbenbares i tiden, når mennesket erfarer grænsesituationerne og står i fare for at blive sig selv utro.

I det ubetingede har vi truffet et valg på tre niveauer mellem godt og ondt:
1. Det moralske: Jeg har frigjort mig fra mine tilbøjeligheder og sanselige drifter. Pligt over tilbøjelighed
2. Det etiske: Jeg har frigjort mig fra at det er betinget af et eller andet (hvis det ikke skader mig, koster mig etc.). Motivernes sandhed.
3. Det metafysiske: Jeg har frigjort mig fra at ville ødelægge, skade. Det gode er kærlighed, der står over hadet.

Mennesket
SOM GENSTAND: Videnskaberne undersøger ikke mennesket som helhed men som objekt for forskningen.
Ikke som eksistens for friheden, der ikke er tilgængelig for forskning.
SOM HELHED:
1. FRIHED: Vor frihed bliver os bevidst, når vi anerkender de krav der stilles os (dommeren, den anklagede)
2. GUDSFORHOLD: Mennesket er det væsen, der er rettet mod Gud
Gud kan kun fornemmes i ophøjede øjeblikke. Nemlig i grænsesituationer. Her kan tillidens til værensgrunden give sig til kende i urokkelig tro på Guds væren.
I livet er vor frihed til mode som om transcendensen skulle kunne hjælpe os.
Mennesket opnår sin førelse gennem lytten til Gud.

Verden
Verden er summen af alt det der er tilfældet.
Den videnskabelige erkendelse når en ikke-viden og dette er en kilde til vore værensbevidsthed.
Al erkendelse er fortolkning. AL væren har vi kun i symboler. Det værende henviser hele tiden til noget andet i betydningssammenhænge.
Der findes mange forskellige verdensanskuelser.
Verden som helhed er ikke nogen genstand for erkendelsen.
Verdens realitet er en forsvindende væren mellem Gud og eksistensen. Det abslolutte har mennesket et rum for. Intet – alt
Gud er den væren, som jeg må hengive mig ubetinget til for at nå eksistensens egentlige fylde.

Historien
Den omsiggribende væren får vi en fornemmelse af gennem anelsen om at der er en sammenhæng teller enhed midt i den tilsyneladende opsplittede verden. Denne væren kan vi ikke opfatte som genstande og konkret men vi må tale symbolsk om virkeligheden og filosofien må tolke de symboler som virkeligheden viser sig igennem. Filosofien må hele tiden pege ud over sig selv mod en virkelighed, der ikke kan indfanges i en filosofiske teori.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s