Jean-Paul Sartre

AF ANDERS DRÆBY SØRENSEN, doktor i eksistentiel terapi, www.livsduelig.com

1. LIV
1905 Født i Paris. Faren er søofficer og dør i 1909. Drengen vokser op sammen med sin mor.
1924-1929 Studerende ved eliteuniversitetet École Normale Supérieure i Paris
1933-1934 Forskningsophold ved Det franske institut, Berlin
1934-1940 Gymnasielærer i Le Havre, Paris
1936 Udgivelse af de filosofiske skrifter Forestillingsevnen og Ego’ets transcendens
1938 Udgivelse af romanen Kvalme
1939 Indkaldes som soldat
1940-1941 Krigsfange i Trier
1941-1945 Medlem af modstandsgruppen Socialisme et Liberté
1943 Udgiver Væren og intet
1945 Afholder foredraget Eksistentialisme er en humanisme
1960 Udgiver Kritik af den dialektiske fornuft
1964 Afviser at modtage Nobelprisen
1980 Dør

3. FILOSOFISKE GRUNDIDÉR
• Menneskets frihed er grundlæggende, hvilket betyder at dets eksistentielle valg er afgærende.
• Mennesket er kastet ind i situationer, hvor det ikke er andet end det, som det gør sig selv til.
• Bevidstheden er en skabende kreativitet i en verden, som i sig selv er meningsløs
• Eksistensen er præget af ond tro, dvs. flugt fra friheden

4. VÆREN OG INTET (1943) og EKSISTENTIALISME ER EN HUMANISME (1945)
Sartre er interesseret i at udfolde en generel teori om væren. Værket rummer i den forbindelse en slags gentagelse af Heideggers idé om, at ontologi kun er mulig som fænomenologi. Samtidig er Sartres ontologi også en eksistensontologi, idet han er interesseret i at forstås forholdet mellem væren og den selvbevidste eksistens. Det betyder også, at han giver den eksistentielle fænomenologi en bevidsthedsfilosofisk drejning. Det han ønsker er, at give en direkte beskrivelse af de grundlæggende strukturer ved fænomenet bevidsthed.
I VIO skelner Sartre mellem to værensregioner:
• I-sig-væren
• For-sig-væren (bevidstheden)

MENNESKET SOM GUDLØST PROJEKT
Væren og intet som gudløshedens bibel.
Sartres filosofi melder sig først og fremmest som et svar på
• Menneskets erkendelse af Guds død.
Sartres svar kan ses i direkte forlængelse af den ateistiske eksistenstænkning fra 1800-tallet og frem. Særligt hos Martin Heidegger. Sartre finder nemlig ikke, at de moderne videnskaber og teknologien rummer den endelige løsning på de eksistentielle udfordringer, som viser sig for det moderne menneske. Ikke mindst fordi videnskaberne og teknologien enten opfatter mennesket som et objekt eller en frembringelse. Der altså kan defineres ved en essens eller en natur ud fra en række grundegenskaber eller -funktioner. Hermed tager videnskaberne og teknologien nemlig ikke den fulde konsekvens af gudløsheden.

MENNESKET SOM BEVIDST VÆSEN
Omdrejningspunktet for Sartre er nu ikke blot mennesket som dette eller hint men derimod dets måde at være til på som bevidst væsen. Derfor er afsættet for mennesket netop selve det, at mennesket er. I Heideggers sprogbrug taler vi om menneskets væren som Tilværen. Som Sartre velkendt udtrykker med ordene at ”eksistensen går forud for essensen” (s. 44). Sætningen giver mening i det øjeblik, vi forstår mennesket eksistentielfænomenologisk ud fra dets subjektive oplevelse af verden. I udgangspunktet er mennesket derfor intet men bliver til noget igennem sin gøren. Jeg får altså først en reflekteret og bevidst oplevelse af mig selv som et bestemt væsen med en bestemt identitet og nogle bestemte egenskaber igennem de valg og fravalg, som jeg foretager. Handlingen er dermed det grundlæggende ved eksistensen.
På den måde er mennesket også til i en basal overskridelse. Idet mennesket projicerer sig ind i fremtiden og bliver det, som det i en fundamental forstand har planlagt at være. Ud fra et oprindeligt valg, som Sartre kalder et livsprojekt. Der er med andre ord ikke på forhånd givet noget formål med det enkelte menneskes liv, men det vælger selv meningen med det.
Lad os se nærmere på det.

PROBLEMET OMKRING INTET
Sartre skelner mellem en før-refleksiv bevidsthed og en refleksiv bevidsthed
Menneskets før-refleksive bevidsthed er transcendens og spontan udlægning, dvs. den er altid allerede ude ved tingene og opfatter tingene i sig selv. Dvs. der er ikke tale om et Cogito (som hos Descartes) der er isoleret fra sin oplevelse af verden.
Som transcendens overskrider bevidstheden så selve sansebilledet og erkender fænomenerne som ren realitet uden for bevidstheden.
Bevidstheden er for-sig-væren, hvilket vil sige at den er et intentionelt forhold. Som før-refleksiv afdækning er bevidstheden fuldstændigt selv-oplysende.
Bevidstheden er absolut, dvs. den kan ikke reduceres til andet værende, og det er først i kraft af bevidstheden at det værende træder frem som værende.
Husserls idé om, at bevidstheden er intentionel udlægger Sartre ved at sige, at bevidstheden er intetgørelse. Det vil sige at menneskets eksistens er kendetegnet ved at give mening til verden ved at integøre verden.
Bevidstheden er midt i væren. Det er derfor bevidsthedens intetgørelse midt i væren, der som en massiv masse, der skaber mening i væren, dvs. kvalitative forskelle og dermed betydninger.
Bevidstheden er ikke i-sig-væren, dvs en er ikke en substans og den kan ikke afledes af noget materielt, for eksempel noget biologisk eller neurologisk. Bevidstheden er ren kontingens, dvs. det er en tilfældig og ikke en nødvendig kendsgerning, at der er bevidsthed, den er ikke skabt af Gud. Tilværelsen er prøget af absolut vilkårlighed og dette er et uomgængeligt træk.
Refleksiv bevidsthed: Den refleksive bevidsthed udtrykker bevidsthedens selvforhold, som gør det muligt at reflektere over erfaringen.
Som for-sig-væren er bevidstheden et selvoverskridende forhold, der forholder sig til sig selv.

I-SIG-VÆREN
Før bevidstheden er der blot væren.
For-sig-væren er tilfældigt midt i i-sig-væren
I-sig-væren får mening og betydning i kraft af bevidstheden. For sig-væren udlægger så i-sig-væren som en betydningssammenhæng i og med intetgørelsen, den skaber forskelle og negationer, udskillelser etc.
Verden som betydningssammenhæng er derfor præget af mangel og meningsløshed, og bevidsthedens forhold til i-sig-væren er præget af fremmedhed og intethed.

FRIHED
Som intetgørende er bevidstheden frihed, og idet mennesket skaber en mening i en verden af massiv væren, så er det også frit til at forholde sig til sit eget liv og skabe en mening med det.
Dvs. friheden går gør enhver essens og betinger dannelsen af essenser, eller eksistens går forud for essens. Hvadheden er et resultat af eksistensens valg. Som frihed så forholder bevidstheden sig til sig selv som essens og skaber sit konkrete psykiske jeg i verden, dets historie og samfundsmæssige rolle osv. Som bevidsthed skaber mennesket altså sig selv igennem sine valg.
Friheden handler ikke om, at man kan få hvad man ønsker, men at man altid har en mulighed for at vælge, hvordan man vil forholde sig til mig selv og verden.
I det refleksive selvforhold, så transcenderer jeg mig selv som essens, mit jeg som essens, dvs. som et konkret historisk tilblevet jeg.
For Sartre er mennesket i bund og grund ren eksistentiel frihed. Altså som subjektiv oplevelse af sig selv.
Samtidig er mennesket fordømt til denne frihed. Idet mennesket nemlig selv må påtage sig ansvaret for sin frihed. Mennesket er altså fordømt til at være frit. Friheden er et bestandigt brud med det givne.
I snæver forlængelse af Søren Kierkegaard opfatter Sartre så friheden som forbundet med angst.
Menneskets eksistens er både intetgørende/negativitet og frihed.

ANGST OG KVALME
Angst er angst for friheden som intet. Dvs. at angsten angår mennesket selv. Gennem angsten forstår mennesket, at bevidstedens selv er ansvarlig for den måde, hvorpå bevidstheden vælger at leve i verden.
Angsten dukker op i eksistentielle grænsesituationer, når bevidstheden bliver klar over, at friheden er total, og at intet er sikkert.
På samme måde åbenbarer kvalmen at verden er betydningsløs i sig selv og som bevidsthed indser mennesket at enhver betydningssammenhæng grundlæggende set er meningsløs og tilfældig og vilkårlig.

FRIHED OG VALG
Det frie menneske befinder sig altid i en situation og det eksistentielle valg sker derfor i forhold til situationen, hvor mennesket vælger sit mål og sine projekter ud fra sine værdier, som det retter sig mod.
Det konkrete selv eller jeg dannes ud fra dets projekter og valg i tilværelsen, og det er disse projekter og valg der definerer den konkrete eksistens.
Menneskets personlighed er bestemt ud fra et oprindeligt valg, livsprojektet, der danner grundlaget for alle tilværelsens andre valg. Dermed knytter det oprindelige valg alle menneskets motiver, værdier og mål sammen til en helhed.
I det mennesket hele tiden vælger, så skaber det også sig selv hele tiden og kan bryde med sin fortid.
Min eksistens er derfor altid uafsluttet.

LIVSÆSTETIK
Sartres opgave er at fortælle os, hvordan vi kan undgå selvfortabelse og i stedet skabe en smuk eksistens. I erkendelsen af Guds død. Da mennesket ikke længere erfares som ens creatum, Guds skabning, må det netop skabe sig selv. For ikke at ende i ligegyldighed og meningsløshed. Dermed kan Sartres eksistentialisme også beskrives som en livsæstetik, der tager tråden op fra Friedrich Nietzsche.

OND TRO OG SELVBEDRAG
Derfor har mennesket også en tendens til at flygte fra sin frihed og gøre sig selv ufrit. Som en ting. Sartre kalder det også for at leve i ond tro. Et juridisk udtryk for at et menneske handler med bedragerisk hensigt eller mod bedre vidende.
Selvbedrag: Nemlig derved at mennesket bedrager sig selv ved at identificere sig med en given rolle, en identitet, en skæbne eller lignende. Det lever efter essensen.
Mennesker er på flugt fra deres frihed, de har masker på og spiller roller:
1. Den homoseksuelle, der har skyld over sin seksualitet
2. Pigen der ikke vil tage en beslutning på sit stævnemøde
3. Tjeneren i en cafe, der spiller en rolle som tjener

Ond tro er altså selvforskyldt – dvs. fremmedgørelsen har sin rod i selvets frihed, derfor er friheden selv ansvarlig for den. Det er friheden selv, der må kæmpe sig ud af fremmedgørelsen og konfrontere sig selv med sig selv som eksistensvilkår.
Dvs. at friheden må vælge sig selv.

DEN ULYKKELIGE BEVIDSTHED
Mennesket prøver hele tiden at skabe mening i en meningsløs verden og er grundlæggende set fremmed over for verden og føler sig tilovers i den, en kontingent verden.
Frihed er begær og mangel og derfor er den uløselig, den søger bestandig at blive opfyldt.
Friheden søger at blive et med væren, som for-sig-i-sig-væren
Friheden, bevidstheden er vedvarende selvoverskridelse men kan ikke overskride mangeltilstanden
Det er umuligt at blive identisk med sig selv og med væren/verden.
Selvet søger værdier, men det intetgør dem samtidig. For-sig-væren er grundlaget for alle værdier, der bliver til som mål for frihedens eget ulykkelige begær.
Friheden former sig som en fortsat værdisætten, der bliver til gennem frihedens angstfulde intetgørende overskridelse af det værende i verden. Værdiens eneste grundlag er frihedens ulykkelige begær efter at eksistere.
Mennesket som for-sig-væren rummer et begær efter at være almægtigt og udødeligt. Mennesket vil være Gud så det kan eksistere som sin egen grund, og dermed udgør for-sig-i-sig-væren det ultimative mål for menneskets stræben. Dette er dog et umuligt men absolut mål.
Den intetgørende frihed stræber efter at opnå nærvær og efter at være identisk med sig selv, men det kan den ikke opnå, det er en tragisk stræben efter nærvær og identitet og derfor er autenticiteten et tragisk projekt.
Bevidstheden er tidslig og derfor udfolder selvet som intetgøren, frihed og mangel sig i at den sætter et skel mellem fortid, nutid og fremtid. Fremtiden er den centrale tidskategori, idet bevidstheden hele tiden lægger fortiden bag sig og retter sig med forventning mod fremtidens muligheder, dvs. intethedens muligheder.
Derfor bliver menneskets stræben uforenelig med dens faktiske muligheder og bestræbelsen på en autentisk eksistens er et tragisk projekt.

VÆREN-FOR-DEN-ANDEN
Mennesket er væren-for-den-anden i og med at eksistensen indgår i bevidsthedens selvforhold og erfaring af verden.
Den andens frihed begrænser min frihed. Den anden ligger uden for mit herredømme.
I mødet med den anden erfarer jeg grænserne for min eksistens og opfatter den anden som uden for min friheds rækkevidde samtidig med at den anden får mig til at indse, at jeg ikke er alene i verden.
Igennem blikket erkender jeg, at jeg er som den anden ser mig og altså bliver jeg gjort til et objekt af den anden, som ser mig på en bestemt måde som en ting blandt i-sig-væren. Den anden accepterer ikke mig som for-sig-væren og intetgørende frihed.
Den andens blik gør mig til et instrument for hans eller hendes væren. Dermed må jeg erkende min fakticitet. Den anden får mig til at føle mig som i-sig-væren.
Intersubjektiviteten er en kamp og konflikt imellem de individuelle friheder.

EKSISTENTIALISME ER EN HUMANISME
I Væren og intet beskriver Sartre, hvordan menneskets umiddelbart grænseløse frihed begrænses af andre menneskers friheder. I sidste ende bliver det sociale derfor også en grundlæggende kamp imellem individuelle friheder, der forsøger at dominere og underkaste sig hinanden. Fjendskabet udgør grundforholdet mellem mennesker. Helvede er de andre! Ganske som Sartre skildrer det i stykket Lukkede døre fra 1944.
Netop her viser det lille foredrag fra 1946 sig at være langt mere end en populærudgave af Sartres tidligere idéer. Med foredraget ønsker Sartre nemlig at udpege muligheden for en overskridelse af den sociale kynisme. Lige præcist derfor spørger foredraget med sin titel til om eksistentialismen er en humanisme? For Sartre er det afgørende nemlig, at mine valg altid indebærer et ansvar for de andre i situationen. Der er tale om en slags radikal situationsetik, hvor jeg altså kun overskrider det sociale inferno ved at overskride mig selv og lade mine valg omfatte alle andre. For Sartre vil det autentiske valg altid respektere den andens frihed, og mit oprigtige engagement vil altid være repræsentere et engagement for de andre.
Umiddelbart bevæger Sartre sig tæt på Immanuel Kants moralfilosofi og hans insisteren på, at mennesket må betragte den andens frihed som et mål i sig selv. Sartre afviser imidlertid enhver form for abstrakt begrundet moralfilosofi. I stedet for en deontologisk sindelagsetik er det afgørende netop mine konkrete handlinger, som jeg må udføre på baggrund af min intuition.

DET ABSOLUTTE ANSVAR
Det oprigtige valg indebærer et absolut ansvar. Derfor gør friheden valget uendeligt værdifuldt.
Mennesket repræsenterer i kraft af sine frie valg en bestemt mennesketype og man bliver et eksempel for andre –
Dvs. man sætter en norm for hele menneskeheden.
Det eksistentielle valg er derfor ikke relativt men repræsenterer en bestemt livsanskuelse, der danner grundlaget for mit eget og andres liv. Her må jeg tage hensun til det andet menneskes frihed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s