Albert Camus

1. LIV
1913-1934 Født 7. november 1913 i Algeriet i landsbyen Mondovi nær Bône. Algeriet var da en fransk koloni.

Faderen, Lucien Camus, var land¬brugs¬arbejder og arbej¬dede på en vingård i vin¬pro-duk¬tionen. Faderens slægt var kommet til Algeriet et årti eller to efter Frankrigs kolonisering af Algeriet, som fandt sted i 1830.
Albert Camus’ far var mobili¬seret som soldat under Første Verdens¬krig, og han faldt under Slaget ved Marne i 1914, hvilket kom til at præge Albert Camus’ liv.
Camus’ mor, Catherine Helen Sintes, var af spansk afstam¬ning. Efter sin mands død måtte forsørgede hun familien ved at arbejde på en våben¬fabrik og dels som ren-gørings¬assistent.
Moren var analfabet, men Albert udviste gode evner i skolen og fik en friplads på gymnasiet.
Senere blev Albert Camus optaget på Universitetet i Algier. Dér blev han glad for faget filosofi – især gennem mødet med Jean Grenier, hans filosofi¬lærer.
1934- Alberg gifter sig med Simone, et ulykkeligt ægteskab, der kun varer 2 år. Han begynder at skrive på Ret og vrang
Camus er i en kort periode medlem af kommunistpartiet men forlader det trods sin interesse for de fattiges vilkår. Han danner en teatertrup, men kolonimyndighederne forbyder deres stykke.
1938 Bliver journalist på avisen Alger Républicain. Året efter meldte han sig som frivillig i Anden Verdens¬krig. Blev dog kasseret på grund af manglende fysisk styrke, en følge af tuber¬kulose.
1940 Skriver et essay om muslimernes forhold, kommer i konflikt med kolonimyndighederne og mister sin stilling som journalist
1942 Flytter til Paris og slutter sig til modstandsbevægelsen, skriver bl.a. den fremmede og sisyfos-myten samme år.
Bliver venner med Sartre og Beauvoir
1957 Får nobelprisen i litteratur med begrundelsen at hans bøger “med hudløs ærlig¬hed belyser den menne¬ske¬lige sam¬vit¬tig¬heds problemer i vor tid”.
1960 Dør i en trafikulykke

2. Camus og eksistentialismen
Camus regnes gerne som repræsentant for eksistentialismen, men selv var han modstander af termen. Ikke mindst fordi han afviste Sartres idé om, at mennesket ikke har en natur. Det er mere korrekt at fremstille Camus som eksistensfilosof og der er ikke mindst inspiration fra den græske tragedie og fra Nietzsche at spore. Camus insisterer på det menneskelige og er dermed humanist på sammen måde som Sartre ender med at blive.
Det er værd at forstå Camus’ værker på baggrund af 2. verdenskrig. Her opdagede mange mennesker, at teknologien og videnskaben, der skulle have bragt menneskeheden fremad, i stedet blev brugt til krig og destruktion. Denne erfaring af ABSURDITETEN genfindes i Camus’ tænkning. Med andre ord er det absurde et eksistentielt grundvilkår som tematiseres i hele Camus’ forfatterskab.
I Camus’ tænkning udgør eksistens, moral og filosofi en treenighed, som i første omgang får et gennemslag i samtidens franske tænkning. Senere vender filosofien sig dog bort fra spørgsmålet om eksistensen for igen at blive videnskab og hermed dømmes Camus ude. I en vis lighed med Kierkegaard ønsker Camus at bibringe hans læsere en moralsk lære.
Det andet hovedtema i Camus’ tænkning er OPRØRET. Nemlig i den forstand at mennesket må gøre oprør i mod det absurde i tilværelsen. Dette er Camus’ opfordring til læseren. Altså en fredelig men aktiv trods mod tilværelsens iboende meningsløshed.

3. Sisyfos myten
SELVMORDET SOM PROBLEM
Camus indleder sin bog med en spidsformulering af den eksistentielle problematik:
”Der findes kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: Selvmordet. At afgøre om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål”
Kristendommen udlagde selvmordet som en synd. Men efter Guds død bliver menneskets absolutte stillingtagen afgørende.
”Livets mening er det vigtigste af alle spørgsmål”
Camus er ikke interesseret i en akademisk diskussion men i at definere et livsgrundlag ud fra menneskelige livserfaringer.
Hvad indebærer selvmordet som problem i det virkelige liv?
Må gå bagud fra selve selvmordshandlingen til selvmordets forudsætninger. Fra den individuelle tanke til dens modning i hjertet.
Selvmordet som BEKENDELSE af at man er overvundet af livet
Klarsyn over for tilværelsen som modsætning til det at flygte bort fra lyset.

DET ABSURDE
Efter Guds død har mennesket mistet sin forankring i absolutte værdier, men det ønsker stadig evigt liv, lykke etc.
Hænger sammen med:
HÅBET – om noget som er større en livet og giver det mening
FLUGTEN – fra livet
Det absurde – fra følelsen af en kløft mellem mennesket og dets tilværelse
Det absurde – giver længsel mod tilintetgørelse
Hvad er sammenhængen med selvmordet? Erkendelsen af det absurde kan både føre til:
 FYSISK SELVMORD
 FILOSOFISK SELVMORD (Ødelæggelsen af intellektet og tanken).
MEN – er selvmordet en løsning på det absurde? En logisk konklusion af erkendelsen af det meningsløse/absurde
Her må Camus følge det absurde ræsonnement gennem klarsyn og udholdenhed.

DE ABSURDE MURE
Hvorfra kommer absurditeten?
Den er en konfrontation mellem individet og verden, der giver en fremmedfølelse af uigennemtrængelighed. Mellem individets sind og verden. Fornemmelsen af at jeg ikke kan forstå verden, døden etc fuldt ud. Der findes ingen mening i verden eller eksistensen i sig selv.
Det er menneskets længsel efter enhed og higen efter det absolutte som giver et krav om fortrolighed og klarhed, der ikke kan indløses.
Denne modsigelse kan jeg kun flygte fra, men verden og eksistensen er og forbliver uforklarlig.
Videnskaben har ellers lovet os, at vi kan vinde sand indsigt, erkendelse i alt, og ganske vist kan videnskaben hjælpe os til at fatte og opregne fænomenerne men ikke til at fatte verden og eksistensen. Jeg er i fundamental forstand fremmed over for mig selv og verden.
Det absurde opstår i menneskets konfrontation mellem sit ønske om klarhed og det irrationelle.
Angrebet på fornuftens magt har varet længe, det irrationelle erkendes af Kierkegaard, Jaspers, Heidegger, Husserl, Chestov
”Men det er ikke så meget et bevis på fornuftens magt som på dens forhåbningers levedygtighed”

DET FILOSOFISKE SELVMORD
Modsætningen mellem MENNESKE OG OMGIVENDE VERDEN:
 Hensigt og virkelighed
 Mål og kræfter
Erkender mennesket det absurdes sandhed kan det ikke frigøre sig fra den.
De EKSISTENTIELLE FILOSOFFER råder ifølge Camus til FLUGT fra absurditeten
De finder en grund til håbet i irrationaliteten, i fornuftens begrænsninger, for at slippe bort fra modsigelserne:
• Jaspers: Den yderste grænse bliver til en væren, som forklarer alt
• Kierkegaard: Det irrationelle ophøjes til Gud
”For eksistentialisterne er negationen Gud, og denne Gud bygger sin eksistens på fornægtelsen af den menneskelige fornuft” (S. 52)
Husserl vil omvendt ikke erkende fornuftens begrænsninger. Den bliver blot til beskrivelse af alt. En polymorfitet af væsensessenser. Dette er psykologisk en erkendelse af, at alt har samme gyldighed. Husserl bliver dog metafysisk i sin idealisme og dermed vender han tilbage mod Platon.
Ifølge Camus er satsningen på Gud et filosofisk selvmord, fordi Kierkegaard og Chestov hermed fornægter det, som gav dem indsigten i det absurde, nemlig den begrænsede fornuft.
Det samme gælder for det fysiske selvmord, hvor man giver efter for indsigten i det absurde, flygter fra den, fordi man strander i sin søgen efter mening.

Den absurde frihed
Den eneste løsning er at acceptere det absurde som sit udgangspunkt og omfavne modsigelsen. Vi må gå fra:
1. Tilværelsens tragiske paradoks
2. Over erkendelsen af paradokset
3. Til oprøret mod paradokset

Det er altså et valg om at acceptere og tage en konfrontation med paradokset
Modsat selvmordet som undviger og flygter fra paradokset
Det absurde menneske må udtømme tilværelsen og udtømme sine muligheder
Den absurde frihed: Tabet af håb og fremtid forøger min mulighed for at disponere over mine muligheder
Befrielsen: At kaste sig ud i visheden om tabet uden grænser
Døden er den eneste sande virkelighed, grænse etc., derfor må man udtømme alle livets muligheder.

Det absurde menneske
Det absurde menneske er det menneske, som har MODET til at omfavne erkendelsen af det absurde.
Her indebærer erkendelsen af det absurde:
• Klarsyn – i og med at man hele tiden holder sig paradokset for øje
• Uskyld – da der ikke findes nogle højere værdier og sandheder, kan man kun finde mening i livet på en meget umiddelbar måde
Heraf følger 3 konsekvenser:
1. OPRØRET Begrebet om USKYLD skal først og fremmest forstås som et opgør med det kristne begreb om SYND
Det uskyldige indebærer ikke, at alt er tilladt.
Det indebærer en afvisning af fristelser til at overtage politiske og religiøse doktriner, der vil forklare alt. I oprøret indser jeg vores elendige kår og meningsløshed men uden at resignere.
2. FRIHEDEN – altså at jeg ikke overtager sandheder om mit liv
3. PASSION – det gælder om at leve så meget som muligt

Det absurde opgørs etik:
• Fundamentale uskyld
• Nødvendige klarsyn
• Muligheden for frihed
• Intensitet
Vores handlinger skal blot være konsistente med de livsvilkår, som de viser for os.
Fire menneskelige typer, der udtrykker denne etik:
1. Don Juan: Kvantitativ etik, så meget glæde som muligt, og dog tragisk figur
2. Skuespilleren (metafor): Livet er kun i nuet, hvor der skabes, på scenen, bagefter venter mørket
3. Erobreren, der går ind i historien og forsøger at ændre tidens gang
1-3 er alle uden illusioner og i et kapløb med tiden, som de er dømt til at tabe
4. Den skabende kunstner: Her bryder lidenskaberne fuldt frem og tankerne tier, kunstværket der formår at fremstille kløften og fremhæve mangfoldigheden
Sisyfos myten
Sisiyfos er en tragedie men ingen tragisk skikkelse for Camus. Han bliver straffet af guderne ved at skulle skubbe den samme sten op af bjerget hver dag. Men han accepterer sin skæbne og netop derfor hæver han sig over den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s