Drømme inkubation

Anders Dræby © 2020

Inkubation er en flere tusinde år gammel metode til at helbrede sygdomme og få vejledning fra den åndelige dimension eller sin dybere underbevidsthed. I sin mest enkle form kan metoden bruges på den måde, at man lige før man skal sove fokuserer sin opmærksomhed på et bestemt problem, man vil have løsningen på. Man bør gentage denne praksis i en periode og ikke kun udføre den en enkelt aften.

Man kan eventuelt bruge et indsovnings-manuskript som hjælp, hvor man i en periode læser manuskriptet op for sig selv, inden man lægger sig til at sove. Man bør her have et konkret fokus og angive baggrunden for, hvorfor man ønsker en løsning på problemet, f.eks. ”Jeg er træt af at være bange for at sige min mening, og jeg ønsker at overvinde min angst”.

Man bør have pen og papir klar ved siden af sengen, så man kan skrive ned, hvis man vågner i løbet af natten, eller lige når man vågner om morgenen. For at få vejledning må man være vedholdende og ikke give op, hvis man ikke får svar den første nat.